Korrespondent: 'Tårnhøje forventninger til ny borgerlig regering'

Anna Gaarslev ser frem mod svære regeringsforhandlinger efter borgerlig valgsejr i Sverige.

Blå blok har vundet valget i Sverige, og Ulf Kristersson (th) skal forsøge at danne regering. (Foto: © TT News Agency, Ritzau Scanpix)

Vælgerne har talt, og de fire borgerlige partier har tilsammen et flertal i den svenske Riksdag. Nu vil den borgerlige statsministerkandidat, Moderaternas leder, Ulf Kristersson, bygge "en handlekraftig" regering, lover han.

Men det må ikke komme til at trække i langdrag, vurderer DR Nyheders Europa-Korrespondent, Anna Gaarslev:

- Hele vejen gennem valgkampen har de borgerlige sagt: "Vi kan gøre det bedre end Socialdemokraterna, vi har en ny kurs." Så de borgerlige skal levere mærkbare forandringer på især deres mærkesager. Og det skal de gøre hurtigt, siger hun:

- Ulf Kristersson overtager et Sverige med galopperende inflation, ekstremt høje elspriser, et Nato-medlemskab på trapperne, kriminalitet, som skal under kontrol, og udlændingepolitik, som vælgerne har stemt for at stramme ved dette valg.

Og det bliver ikke let og gjort med snuptag at få samling på den borgerlige fløj, der spænder fra det højrenationale Sverigedemokraterna over det liberale Moderaterna og det kristenkonservative Kristdemokraterna til det socialliberale parti Liberalerna.

DR Nyheder mødte et par vælgere i Stockholm, umiddelbart efter resultatet stod klart:

Alle fire partier har behov for at vise deres vælgere, at de har fået noget ud af regeringsforhandlingerne, siger Anna Gaarslev:

- Sverigedemokraterna skal vise, at de har fået en masse ting igennem som betaling for at være det største borgerlige parti. Liberalerna skal vise overfor deres vælgere, at de stadig er gode mennesker og ikke er blevet en dørmåtte for Sverigedemokraterna. Alt dette skal Ulf Kristersson vise, at han kan navigere i, for der er tårnhøje forventninger til en ny borgerlig regering.

Jimmie Åkesson, SD, (tv) Ebba Busch, KD, og Johan Pehrson, L, (th) skal finde fælles fodslag, når en ny borgerlig regering skal samles i Sverige. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Ritzau Scanpix)

Sverige har været igennem et annus horribilis, hvad angår bandekriminaliteten. 47 er skuddrabt i år til dato, det er mere end nogensinde før på nuværende tidspunkt. Så det er vigtigt, at en ny borgerlig regering præsenterer konkret politik, der kan dæmme op for bandekriminaliteten.

Jimmie Åkesson, der er formand for Sverigdemokraterna, kommer til at kræve sig dyrt betalt for at føre den borgerlige blok til valgsejren. For det er grundet Sverigedemokraternas mange stemmer - omkring hver femte vælger har stemt på partiet - at den borgerlige blok nu har vundet valget.

Han han for nyligt sagt, at det "eneste ultimative krav, han har, er, at der skal tilføres 20 milliarder svenske kroner til retsvæsenet under den kommende mandatperiode," men hvor skal pengene komme fra?

- Her er de virkeligt uenige. Liberalerna, Moderaterna og Kristdemokraterna har sagt, at penge kan tages fra a-kassen. Men det vil Sverigedemokraterna ikke. Sverigedemokraterna og Moderaterna har omvendt sagt, at pengene måske kan finde i ulandsbistanden, det vil Kristdemokraterna og Liberalerna ikke være med til, siger Anna Gaarslev.