Korrespondent: Spanske myndigheder har stor erfaring med terror

Endnu et terrorangreb blev afværget i kystbyen Cambrils i nat.

Spansk politi i Cambrils, hvor politi i nat skød og dræbte fem formodede terrorister. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

For syvende gang på blot et år er Europa blevet ramt af et terrorangreb, hvor en bil blev brugt som våben.

Det skete, da en varevogn i går kørte ned af den populære og befærdede gågade La Rambla i Barcelona i Spanien. 13 blev dræbt og omkring 100 såret - heriblandt to danskere.

I nat afværgede spansk politi så endnu et angreb af samme type i byen Cambrils 100 kilometer fra Barcelona. Her blev seks civile og en betjent såret, og fem formodede gerningsmænd blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

Ifølge politiet har de to angreb forbindelse til hinanden. Politiet kobler samtidig angrebet i Barcelona til en eksplosion i et hus i byen Alcanar natten til i går, hvor en person blev dræbt.

Selvom det er første gang i over et årti, at Spanien bliver ramt af et så voldsomt terrorangreb, så er de spanske myndigheder særdeles erfarne i netop antiterrorbekæmpelse. Det fortæller DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev, som befinder sig i Spanien.

- De spanske myndigheder og efterretningstjenesten har en årelang erfaring med anti-terrorvirksomhed. Den baskiske løsrivelses- og terrorbevægelse ETA opererede meget voldeligt her i Spanien i 40 år og dræbte i omegnen af 800 mennesker.

- Så den spanske efterretningstjeneste har et ret godt ry – også blandt den spanske befolkning, siger hun.

Angrebet i Barcelona er det største siden 2004, hvor terrorister simultant detonerede adskillige bomber ombord på et tog midt i morgenmyldretiden i den spanske hovedstad Madrid. 192 blev dræbt og omkring 2.000 blev såret.