Korrespondent: Separatistvælgerne forventer løsrivelse, hvis de vinder det catalanske parlamentsvalg

Begge sider får svært ved at danne regering, vurderer Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

En vælger kysser sin stemmeseddel, inden den ryger i urnen. Det catalanske valg handler i høj grad om, hvorvidt regionen skal løsrive sig fra resten af Spanien. (Foto: © lluis Gene, Scanpix)

I Catalonien er vælgerne i fuld gang med at afgive deres stemmer ved parlamentsvalget i regionen.

Valget handler i høj grad om, hvorvidt Catalonien skal løsrive sig fra Spanien.

For catalonierne kan groft sagt sætte deres stemme på enten de politikere, der vil have Catalonien løsrevet fra Spanien, eller dem, der ønsker, at regionen fortsat skal være en del af landet.

Uanset hvem der vinder, bliver det et kompliceret politisk landskab, vi efterfølgende får at se i den spanske region, vurderer DR’s Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Hvis løsrivelsespartierne vinder, vil det være et sviende nederlag for den spanske premierminister, Mariano Rajoy, og dermed bane vejen for flere problemer med de oprørske cataloniere.

Omvendt vil de partier, der fortsat ønsker at forblive en del af Spanien, få svært ved at blive enige om særligt meget, forklarer Anna Gaarslev.

- De får sværere ved at danne regering. De har ikke meget andet til fælles, end at de ønsker at forblive en del af Spanien.

Kaotisk efterår i Spanien

Valget er kulminationen på et kaotisk efterår, hvor separatistbevægelsen med Carles Puigdemont i spidsen ihærdigt forsøgte at løsrive sig fra Spanien. Det forsøg fik den spanske premierminister og hans regering afværget, da han aktiverede artikel 155 - en artikel, der aldrig tidligere er blevet anvendt og som afsatte regionalregeringen i Catalonien.

Sidenhen udskrev den spanske regering parlamentsvalg i Catalonien, som altså afholdes i dag.

Med aktiveringen af artikel 155 afsatte den spanske premierminister samtidig den regionale regering, og flere fremtrædende catalanske politikere tog umiddelbart efter til Bruxelles.

Herfra har den afsatte catalanske præsident, Carles Puigdemont, forsøgt at føre sin valgkamp.

Rajoy håber på moderat parlament

Den spanske regerings håb er, at det regionale parlament i Catalonien bliver sammensat af flere moderate medlemmer efter dagens valg.

Men flere meningsmålinger har op til valget peget på, at hverken uafhængighedsfløjen eller de pro-spanske partier kan mønstre flertal efter dagens valg. Målingerne kommer med det usikkerhedsmoment, at 29 procent af de stemmeberettigede cataloniere her på valgdagen endnu ikke havde bestemt sig for, hvor deres kryds skulle sættes.

Valgstederne lukker klokken 20.00.