Det var ikke en politiker, men derimod Pat Smith - en mor til en afdød amerikansk soldat - der høstede et af de største bifald på det republikanske konvents åbningsaften.
Det fortæller DR’s USA-korrespondent, Stéphanie Surrugue, der følger konventet i Cleveland, Ohio, hvor det republikanske parti formelt skal udpege sin kandidat til præsidentvalget – nemlig Donald Trump.
- Pat Smiths søn var en af de fire amerikanere, som døde i et terrorangreb på det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012. Et angreb, som de fleste republikanere mener, at daværende udenrigsminister Hillary Clinton var ansvarlig for, forklarer hun.
Den 11. september 2012 angreb militante islamister konsulatet i Libyen og dræbte en ambassadør og tre amerikanske soldater.
Ifølge avisen The Telegraph afviste det Hvide Hus i første omgang, at der skulle være tale om et koordineret angreb. Siden kom det også frem, at Udenrigsministeriet havde overhørt konsulatets anmodninger om mere sikkerhedspersonale.
Det var dog ikke kun Benghazi-episoden, som trak Hillary Clintons navn ind på det det republikanske partikonvent.
- Hele aftenen gik kritikken af Clinton igen i talerne. Temaet var: Make America Safe Again. Republikanerne ville vise, at den demokratiske præsidentkandidat kun har gjort USA til et farligere sted at leve i, fortæller Stéphanie Surrugue.
Samme oplevelse havde DR’s internationale korrespondent, Steffen Gram. Han forklarer, at hele spørgsmålet omkring amerikanernes sikkerhed spiller en enormt stor rolle på nuværende tidspunkt i valgkampen.
- Budskabet er, at Hillary Clinton og Barack Obama har sat USA’s sikkerhed over styr.
- De taler til amerikanernes usikkerhed, frygt og behov for at føle sig sikre. Og her på konventet har Republikanerne – meget firkantet – givet Hillary Clinton skylden for, at USA ikke er sikkert. At USA er under belejring.
Konventet fortsætter til torsdag aften, hvor Donald Trump formelt vil blive kåret til Republikanernes præsidentkandidat.