Den nu forhenværende amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, har længe været en torn i øjet på USA's præsident, Donald Trump, og derfor var det blot et spørgsmål om tid, før han ville blive afskediget.
Sådan lyder det fra DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz.
- Lige siden Jeff Sessions erklærede sig inhabil i Rusland-undersøgelsen, der gransker, hvorvidt der var et samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland i 2016, har præsidenten ikke lagt skjul på, at Sessions bevægede sig på en tynd line, siger hun.
- Han har flere gange slået fast, at Sessions skulle få lukket den undersøgelse. Så det har blot været et spørgsmål om tid.
Vicejustitsminister forbigået
De sidste stemmer fra det amerikanske midtvejsvalg var knap nok talt op, før præsident Donald Trump i aftes fyrede justitsministeren.
Den 71-årige Sessions var en af de første senatorer, der støttede Trump i hans forsøg på at blive præsident. Men det har ikke været nok til at holde Sessions inde i varmen.
Normalt er det kutyme, at stedfortræderen - i dette tilfælde vicejustitsminister Rod Rosenstein - overtager jobbet midlertidigt, når justitsministeren går af. Men valget er i stedet faldet på justitsministerens stabschef, Matthew Whitaker.
Det kan der være flere grunde til, vurderer Lillian Gjerulf Kretz.
- Kritikere siger, at Trump forsøger at påvirke undersøgelsen. Matthew Whitaker har offentligt kritiseret undersøgelsen og har udtalt, at man burde fjerne bevillingen for undersøgelsen, så der ikke var nogen penge at efterforske for.
- Dette kan være en måde for Donald Trump at få en af sine støtter tæt på undersøgelsen, så han måske kan få at vide, hvad den indeholder, siger Lillian Gjerulf Kretz.
Det rigtige træk
Ifølge Lillian Gjerulf Kretz har præsidenten været meget bevidst om timingen af Jeff Sessions afskedigelse.
Det ville nemlig have været et dårligt træk at fyre ham lige op til midtvejsvalget, vurderer hun.
- Det kunne have provokeret visse vælgere, så han har ventet, til stemmerne var talt op, og så kom fyringen prompte.
Tager man den nuværende Rusland-undersøgelse ud af ligningen, kan det være fornuftigt, at præsidenten fyrer en minister, han ikke kan samarbejde med, er vurderingen i USA, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.
- Mange ser det som det rette træk, fordi deres forhold var blevet så problematisk, siger hun.
Der kan også være en anden årsag til, at fyringen sker netop nu.
Ifølge Lillian Gjerulf Kretz kan Donald Trump have ønsket at se, hvordan Senatet vil se ud efter midtvejsvalget.
- Det er Senatet, der udnævner dommere og ministre, og når præsidenten på et tidspunkt skal have sin nye kandidat godkendt, vil han være sikker på, at han har loyale republikanere siddende på magten i Senatet.