Korrespondent om sundhedsreform: En problematisk sejr for Trump

Republikanerne vandt afstemning om sundhedsreform med et uhyggeligt snævert flertal.

Det er en sejr, men en problematisk en af slagsen.

Sådan lyder vurderingen fra DR's USA-korrespondent Johannes Langkilde, efter Repræsentanternes Hus har stemt for at rulle sundhedsreformen Obamacare tilbage og erstatte den med præsident Donald Trumps version.

Sejren blev vundet med en uhyggeligt snæver margin.

- Det er en problematisk sejr i den forstand, at det kun er 217 af Republikanerne, der stemte for. Det er kun én stemme mere, end de havde brug for, og dermed kom de kun med nød og næppe over målstregen, siger Johannes Langkilde.

Der var 20 republikanere, der brød partilinjen og stemte imod lovforslaget, og en enkelt, der slet ikke stemte.

Ikke bred lovgivning

Obamacare var et stykke signaturlovgivning for tidligere præsident Barack Obama, der blev berømmet for at udbrede sundhedsforsikringer til 20 millioner amerikanere, som ikke var forsikret.

Derfor er det en stor skuffelse for Demokraterne, at lovforslaget om Donald Trumps sundhedsreform blev vedtaget.

Ifølge Johannes Langkilde er det problematisk, at det ikke er lykkedes at lave et lovforslag, som én eneste demokrat stemte for.

- I den forstand er det ikke en bred lovgivning, der repræsenterer hele USA, siger han.

Men det er en lovgivning, der optager hele USA og ikke kun politikerne på Capitol Hill, fortæller Johannes Langkilde.

- Det her berører amerikanernes liv og sundhed. Det handler om, hvorvidt ældre mennesker kan være sikre på at få sundhedsforsikring, og om børn, der bliver født syge, kan få behandling. På den måde er det noget af det mest nære, der kan bedrives politik om, siger Johannes Langkilde.

Senatet vil kræve ændringer

Efter torsdagens afstemning holder opgøret om sundhedsreformen nu flyttedag og rykker videre til Senatet.

Her har et antal republikanske senatorer allerede udtrykt bekymring over lovforslaget, herunder om det vil resultere i højere forsikringspræmier for ældre.

Sandsynligheden for, at lovforslaget når hele vejen gennem Senatet i sin nuværende form, er da også lille, vurderer Johannes Langkilde.

- Senatet vil kræve ændringer og lave deres eget lovforslag, siger han.

Og så skal Senatet og Repræsentanternes Hus i øvrigt også nå til enighed på den anden side.

- Så der er lang vej til en afskaffelse af Obamacare. Resultatet i Repræsentanternes Hus er en begyndelse, men vejen er stadigvæk lang, og den er så sandelig også besværlig, siger korrespondenten.