Korrespondent om Østrig efter valget: Et land flækket på midten

Østrig er et splittet land efter Van der Bellens sejr over Hofer, fortæller Michael Reiter.

Alexander Van der Bellen fejrer sin sejr efter valget i Wien. (Foto: © Joe Klamar, Scanpix)

Mens de fleste politikere og meningsdannere herhjemme og i resten af Europa ånder lettet op over Van der Bellens sejr over højredrejningen i Østrig, så er der en stor og vedblivende utilfredshed i den østrigske befolkning, som landets politikere skal forholde sig til, fortæller DR's korrespondent Michael Reiter.

- Der er stor, stor frustration. Folk er grædefærdige og kalder det nærmest Østrigs undergang. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis du ser på den højrenationale Norbert Hofers facebookside. Og det, synes jeg, er vigtigt at nævne. For herned står vi altså med et Østrig, der er flækket over på midten, siger Michael Reiter.

Alexander Van der Bellen, der opstillede som uafhængig, men som blev kraftigt bakket op af konservative, socialdemokrater og grønne, har nemlig vundet præsidentvalget med omtrent 51 procent af stemmerne. Men det er stadig næsten halvdelen af vælgerne – cirka 47 procent – der har stemt på den højrenationale kandidat, Norbert Hofer.

- At Hofer næsten har fået halvdelen af stemmerne vidner om, at der er en utilfredshed i befolkningen, som politikerne hernede nok gør klogt i at tage alvorligt, siger Michael Reiter.

Fik mobiliseret sofavælgere og tvivlere

Ifølge Michael Reiter kan en del af Alexander Van der Bellens sejr forklares med, at det er lykkedes ham at mobilisere en stor del af Østrigs tvivlere og sofavælgere. Efter det annullerede valg i maj har de været vidne til en afstemning om britisk EU-udmeldelse og et amerikansk valg, hvor Donald Trump løb med sejren. Begge begivenheder kan meget vel have motiveret østrigske vælgere. De har tilsyneladende valgt at sende et signal: at Østrig ikke skal være den næste repræsentant for en voksende højrebevægelse i Europa.

- Det, der er særligt bemærkelsesværdigt, er faktisk, at Alexander Van der Bellen har haft held med at vinde valget i dele af Østrig, hvor den højrenationale Norbert Hofer ellers stod stærkt. Det skyldes givetvis at han i sin valgkamp har appelleret meget stærkt til folk, der ellers ville stemme Hofer. Han har været ude hos dem for at lytte til deres kritik og problemer. Han har talt med dem - i stedet for kun at tale om dem. Og det har åbenlyst båret frugt, vurderer Michael Reiter.

Måske et parlamentarisk nyvalg i vente

Den imødekommenhed og lytten til modpartens vælgerskare er muligvis noget, Alexander Van der Bellen kan bruge, når han som ny præsident skal forsøge at samle Østrig efter valget.

- Præsidenten har ikke megen politisk magt, men han er et moralsk kompas. Han kan bygge bro blandt to meget polariserede vælgergrupper, vurderer Michael Reiter.

- Men der, hvor der virkelig skal ske en ændring, og der hvor man skal forsøge at samle det her dybt splittede land, det er selvfølgelig i den regulære østrigske politik og i den østrigske regering, siger Michael Reiter.

Men den nuværende regering, ledet af socialdemokrater og konservative har været ved magten i ti år. Den er låst fast i interne stridigheder og i øvrigt upopulær i store dele af befolkningen. Og derfor vurderer eksperter i Østrig, at der skal et parlamentsvalg til at rense luften og skabe en nystart. Og ifølge DR's kilder kan der være et valg under opsejling:

- Ifølge mine kilder hernede går partierne hver især med planer om, at de gerne vil indgå i nogle andre parlamentariske konstellationer. Vi ser for eksempel tilnærmelser mellem det højrenationale FPÖ og både de østrigske konservative, men også socialdemokraterne, siger Michael Reiter.

Og en sådan ny konstellation efter et kommende valg vil måske kunne bygge bro mellem de splittede parter i Østrig, vurderer Michael Reiter.