Korrespondent: Nu går i de for alvor i kødet på hinanden

18 dage før første primærvalg mødtes de syv førende republikanske præsidentaspiranter i tv-debat.

Donald Trump og Ted Cruz, som ellers har haft et godt forhold til hinanden i valgkampen, angreb for alvor hinanden i tv-debatten i går. (Foto: © scott olson, Scanpix)

De republikanske præsidentaspiranter begynder for alvor at smide handskerne i ræset om at blive kandidat til præsidentvalget i november.

Det står klart efter nattens tv-debat, blot 18 dage før første primærvalg i staten Iowa, forklarer DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde.

- Fordi det er så tæt på lukketid, ser vi nu en stigning i personangrebene, siger han.

Særligt de to førende kandidater, Donald Trump og Ted Cruz, gik til stålet i debatten. Blandt andet fordi Donald Trump har stillet spørgsmålstegn ved, om Ted Cruz overhovedet er valgbar, da han er født i Canada.

- Det er noget, som Donald Trump har talt om før, men Ted Cruz gik faktisk også til biddet i dag og lavede et angreb på Trump, forklarer han.

For efter Trumps egen teori burde han nemlig heller ikke selv være valgbar, lød det fra Cruz – hans mor er nemlig født i Skotland. Trumps svar kom prompte:

- Jeg er født her. Stor forskel.

Se klippet i videoen her

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5698ee866187a4134032713f

Foruden personangreb drejede debatten sig om de store emner som sikkerhed, økonomi, udenrigspolitik, immigration og terror.

Donald Trump ligger stadig godt til i meningsmålingerne, men det betyder ikke nødvendigvis, at han også vinder.

- Det bliver spændende at se, om meningsmålingerne også holder om 18 dage. Tallene kan snyde, og generelt har republikanerne en tendens til at vælge en kandidat, der er lidt bredere favnende - det kunne for eksempel være Ted Cruz, forklarer Johannes Langkilde.

- Men i amerikansk politik kan alting ske.

Det amerikanske valgsystem

  • For at vælge USA's præsident er der tre trin, som man skal igennem.

  • 1. Primærvalg. Partierne afgør, hvem der skal være præsidentkandidat.

  • 2. Præsidentvalget. Selve valget, hvor befolkningen stemmer på en af de to kandidater.

  • 3. Valgmandskollegiet. Den endelige afgørelse af valget bestemmes af de 538 valgmænd og -kvinder.

  • Systemet med valgmænd har været kritiseret som udemokratisk, ikke mindst ved valget i 2000, hvor Al Gore egentlig fik flest stemmer, men endte med at tabe. USA's højesteret bestemte nemlig, at alle Floridas valgmandsstemmer, på grund af rod i optællingen, skulle gå til George W. Bush. Det betød, at Bush fik 271 valgmandsstemmer mod Gores 266 (én undlod at stemme).