Korrespondent: London skal vende tilbage til hverdagen

Briterne vil se bevæbnet politi i gaderne og opfordres til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt, fortæller DR’s korrespondent.

London Bridge genåbnede mandag morgen.

Indbyggere og turister i London skal vænne sig til at se mere væbnet politi i gaderne, efter at endnu et terrorangreb ramte byen lørdag aften.

Men derudover er det en by, som også skal vende tilbage til hverdagen og normaliteten, fortæller DR’s korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Det er ikke helligdag i Storbritannien i dag, så folk er på arbejde, og planen er, at byen skal vende tilbage til normaliteten i dag.

Derfor er det også planen, at al offentlig transport igen skal åbnes, efter at dele af den har været ramt af lukninger som konsekvens af angrebet, der fandt sted ved London Bridge og Borough Market, tilføjer Kim Bildsøe Lassen.

Endnu en konsekvens af angrebet er en forøgelse af bevæbnede politibetjente i gaden.

- Politiet i London er normalt ikke stærkt bevæbnede, så politibetjente med maskingeværer vil være et tydeligt tegn på en ændring, siger Kim Bildsøe Lassen.

Han tilføjer, at Labours formand, Jeremy Corbyn, i går holdt en tale, hvor han kritiserede, at meget politi tidligere er blevet fjernet fra gaderne.

Det kan ifølge DR's korrespondent blive et varmt emne i den britiske valgkamp i de kommende dage, hvor Corbyn og premierminister Theresa May sandsynligvis vil bruge mange kræfter på at italesætte vigtigheden af et ressourcestærkt britisk politi, inden briterne skal stemme på torsdag.

Opfordres til at kontakte politi

Politiet har desuden opfordret folk til at være på vagt, hvis man oplever noget mistænkeligt, fortæller DR’s korrespondent.

- Folk skal hellere kontakte politiet en gang for meget end en gang for lidt, siger Kim Bildsøe Lassen.

Ifølge blandt andet The Telegraph skulle britisk politi angiveligt være blevet informeret om en af gerningsmændene, inden lørdagens angreb fandt sted.

- En mand skulle have kontaktet myndighederne og sagt, at de skulle holde øje med en mand, som opførte sig mærkeligt og havde mistænkelige synspunkter om terrorangreb. Men der blev intet gjort, forklarer Kim Bildsøe Lassen.

Tre gerningsmænd kørte ind i en menneskemængde på London Bridge med en varevogn lørdag aften. Bagefter løb de mod Borough Market, hvor de steg ud og stak folk ned, indtil de kort tid efter blev skudt af politiet.

Politiet har endnu ikke offentliggjort gerningsmændenes identitet, men sagde i går, at det ville ske så hurtigt som muligt.

I alt har syv personer mistet livet, og 48 er såret.