Korrespondent: Klimaaftale går usikker fremtid i møde i USA

Samtlige republikanske præsidentkandidater er imod den globale klimaaftale.

Mens de demokratiske kandidater bakker aftalen op, ser det mere sort ud på den republikanske side af Kongressen. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Det var en begejstret Barack Obama, der i går fik beskeden om, at verdens lande var blevet enige om en global klimaaftale.

Men det er langt fra alle, der deler USA's demokratiske præsidents glæde, siger DR's globale korrespondent, Steffen Kretz.

Og det kan blive et problem i USA, hvor der er præsidentvalg næste år.

- Samtlige af de republikanske politikere, der går efter at blive partiets præsidentkandidat, er modstandere af aftalen og truer med at rulle den tilbage, hvis de bliver valgt, siger han.

Clinton og Sanders bakker op

Om det når så langt, er endnu for tidligt at sige, understreger Steffen Kretz.

- Men det er et usikkerhedsmoment, hvad der vil ske, siger han.

Begge de demokratiske kandidater til præsidentposten, Hillary Clinton og Bernie Sanders, har dog meddelt, at de vil bakke 100 procent op om aftalen, hvis de bliver valgt.

- Klimaaftalen er samtidig blevet skræddersyet efter den politiske situation i USA på den måde, at præsident Obama ikke behøver at sende den til godkendelse i Kongressen, hvor det republikanske flertal ville stemme den ned, siger Steffen Kretz.