Udenrigsminister Kristian Jensen (V) besøger i dag den tyrkiske hovedstad, Ankara, for første gang siden kupforsøget.
Flere udenrigsministre fra europæiske lande har holdt møder præsident Erdogan, der ellers har fået voldsom kritik for sin ageren efter kupforsøget, for Tyrkiet er vigtig for EU, siger DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, som også befinder sig i Ankara.
- Tyrkiet er vigtigere, end landet nogensinde har været for EU. Det skyldes både kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat. Danmark bruger for eksempel en tyrkisk militærlufthavn nede i det sydlige Tyrkiet til at flyve ind i Syrien.
- Og så er der selvfølgelig den store aftale om immigranter, som går ud på, at man skal kunne sende bådflygtninge, der er kommet til den tyrkiske kyst over til Grækenland, tilbage.
De europæiske lande er nemlig meget interesserede i, at antallet af flygtninge til Europa fortsat skal falde, uddyber han.
Kristian Jensens besøg kommer samme dag, som Tyrkiets Nationale Sikkerhedsråd opfordrer til at forlænge undtagelsestilstanden efter kupforsøget, som fandt sted i Tyrkiet den 15. juli.
Situationen er ustabil
Besøget skulle have været et storstilet, officielt besøg med deltagelse af blandt andre Dronning Margrethe.
Men det blev udskudt på ubestemt tid på grund af det kupforsøg med begrundelsen, at den nuværende sikkerhedssituation er for farlig, da Tyrkiet befinder sig i undtagelsestilstand.
- I en by som Ankara, hvor jeg er nu, er her fredeligt. Man kan sagtens gå i gaderne. Men det er en ustabil situation i Tyrkiet. Vi har haft terrorangreb, kupforsøget og en række arrestationer senere. 32.000 sidder i fængsel i øjeblikket for at have haft noget med kuppet at gøre, siger Michael S. Lund.
- Sikkerhedsmæssigt tror jeg godt, man kunne have gennemført et besøg med dronningen. Det handler nok også om, at man ikke ønsker at sætte hende i en situation, hvor man ikke ved, hvad der sker i Tyrkiet, mens hun er der, siger han.
Kupforsøget i Tyrkiet
- •
Fredag den den 15. juli kl 22:30 kørte kampvogne ud i gaderne på samme tid, som en talsmand erklærede, at militæret havde taget magten for at redde landet.
- •
I løbet af natten var der meldinger om eksplosioner i Atatürk-lufthavnen og på Taksimpladsen, mens der i Ankara meldtes om adskillige eksplosioner ved parlamentet.
- •
Tidligt lørdag morgen ankom præsident Erdogan til Atatürk-lufthanven og holdt efterfølgende en tale, hvor han sagde, at kupforsøget var blevet afværget.
- •
I alt døde 270 under kampene. Omkring 70.000 mennesker er blevet efterforsket indtil nu efter det mislykkede kupforsøg. Samtidig er titusinder blevet fjernet fra deres job.
- •
Kilder: DR