Lige nu er der angiveligt 737 fanger i tyrkiske fængsler, der har statsborgerskab i vestlige lande, og som er sat i forbindelse med terrorbevægelsen Islamisk Stat.
Efter at have truet med at sende dem tilbage til en række europæiske lande, er Tyrkiet nu begyndt at gøre alvor af truslen.
Og det er noget, der formentlig kommer til at fortsætte. Det fortæller Mellemøst-korrespondent Michael S. Lund fra den tyrkiske storby Istanbul.
- Alene i dag bliver tre sendt hjem, og hen over denne uge er det op til et dusin. Og de vil formentlig fortsætte med at sende fanger hjem til europæiske lande.
En dansk terrormistænkt blandt hjemsendelser
Tidligere i dag kom det frem, at der blandt de hjemsendte er en dansk statsborger. Han mistænkes for at have været en del af terrororganisationen Islamisk Stat.
Ifølge DR's oplysninger er der tale om IS-krigeren Ahmad el-Haj.
Tyrkiet har flere gange opfordret europæiske lande til at tage imod deres fremmedkrigere, men hver gang er det blevet afvist.
Michael S. Lund forklarer, at Tyrkiet er træt af de vestlige landes kritik af blandt andet landets offensiv i Syrien.
- Med det her vender tyrkerne pilen tilbage mod de vestlige lande. De har jo et godt argument, i og med at man, hvis situationen var omvendt, fra europæisk side nok også ville forsøge at sende IS-fanger den anden vej.
Sker efter tyrkisk offensiv i Syrien
Tidligere var mange af IS-fangerne i kurdisk fangenskab. Det ændrede sig, da Tyrkiet gik ind i det nordlige Syrien i oktober. Her forlod kurderne flere byer, hvor IS-fanger sad fængslet.
Derfor er de nu fanget hos tyrkerne, der vil af med dem, forklarer Michael S. Lund.
- Meldingen fra Tyrkiet er, at de ikke vil agere hotel for IS-krigere. De vil have Vesten til at stoppe kritikken af Tyrkiet og have landene til at tage sig af egne statsborgere.