Korrespondent: IS giver ingen beviser i Nice-angreb

Islamisk Stat har formentlig ikke været med til at planlægge angreb i Nice, vurderer Michael S. Lund.

Islamisk Stats nyhedsmedie Amaq bidrager ikke med andre oplsyninger om terrorangrebet i Nice end dem, man kan læse i medierne. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Scanpix)

Terrorgruppen Islamisk Stat kalder gerningsmanden fra Nice-angrebet "en af deres soldater".

Men gruppen ved tilsyneladende ikke meget om hverken angrebet, hvor en hvid lastbil kørte gennem en menneskemængde i den sydfranske by og dræbte 84 mennesker, eller om den 31-årige tuneser, der sad bag rattet.

- Hvis IS havde trænet ham eller haft en masse informationer om ham, havde de sandsynligvis lagt den information ud nu, siger DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, efter at Islamisk Stat via sit nyhedsmedie Amaq i dag har taget skylden for angrebet.

Det er sket med en meddelelse, der er en anelse vag; Amaq bidrager ikke med andre oplysninger end dem, man allerede kan læse i medierne, og de nævner end ikke gerningsmandens navn.

- Det kan tyde på, at de reelt ikke ved ret meget om angrebet eller gerningsmanden, siger Michael S. Lund.

Formuleringen i deres meddelelse er også anderledes end efter eksempelvis Paris-angrebene i november sidste år.

- Der gik IS hurtigt ud og sagde: ’Det var os, der gjorde det.’ Her siger de, at det er kilder, der siger det til dem. De siger altså ikke direkte, at det var dem, der gjorde det.

Samme formulering brugte Islamisk Stat efter angrebet i Orlando, hvor det også var en enkelt persons værk. Her gik en bevæbnet mand til angreb på en natklub for homoseksuelle.

Angreb skaber opmærksomhed om IS

Selvom Islamisk Stat altså forsøger at forbinde organisationen med angrebet, findes der endnu ikke beviser for, at det rent faktisk er dem, der står bag.

- Men det viser, at IS føler sig ret sikre på, at gerningsmanden havde IS-sympatier. Derfor tør de nu gå ud og associere sig med ham og bruge ham i deres propaganda. De kan bruge det til at fremstå stærke; som nogen, der kan ramme Vesten, forklarer Michael S. Lund..

- For IS er det en mulighed for at få opmærksomhed om deres sag, og derfor vil de gerne associeres med angreb, som de reelt ikke har været med til at planlægge fra deres hovedkvarter i Syrien.