Korrespondent forklarer formandsopgør med Playmobil: Hvem kan blive kansler efter Merkel?

Friedrich Merz, Armin Laschet eller Norbert Röttgen bliver næste formand for Merkels parti, CDU.

Velkommen til spillet om, hvem der skal være Tysklands næste kansler – en af de mest magtfulde regeringsledere i Europa og en vigtig stemme i verden.

Semifinalen finder sted i morgen, lørdag, når Angela Merkels parti, CDU, vælger ny formand. Det er værd at følge, for vinderen her har også gode chancer for at vinde finalen om magten, når Tyskland går til valg den 26. september.

De tre kandidater i valgarenaen er:

  • Friedrich Merz, en konservativ lov-og-orden-politiker og millionær.

  • Armin Laschet, en folkelig fyr, hvis midtsøgende politik minder om Angela Merkels.

  • Norbert Röttgen, der vil modernisere Tysklands største parti, og som de er vilde med i storbyernes cafe-latte-miljøer.

Måske en 4. bliver kansler

De tre herrer er ikke vildt populære blandt tyskerne, så det kan godt være, at CDU beslutter sig for at sende en anden kanslerkandidat i finalen, når tyskerne skal vælge Angela Merkels efterfølger i september.

Det kunne for eksempel være:

  • Markus Söder, der er ministerpræsident i delstaten Bayern og formand for det borgerlige parti CSU.

  • Jens Spahn, der er sundhedsminister og fra Merkels parti CDU.

Begge er blevet populære for deres håndtering af coronapandemien. Hvem af de fem, der skal være kanslerkandidat, beslutter CDU og CSU til marts.

I den kommende valgkamp kommer den borgerlige kanslerkandidat til at stå overfor vicekansler og finansminister Olaf Scholz, der er de tyske socialdemokraters kanslerkandidat. For første gang har miljøpartiet Die Grünen også ambitioner om at stille med en kanslerkandidat – formentlig en af formændene Annalena Baerbock eller Robert Habeck.

Som det ser ud lige nu har Angela Merkels lejr størst chancer for at vinde valget. Men der venter en hård valgkamp, som finder sted i en igangværende pandemi.

Begge dele kan vende op og ned på meget.