Migranter og flygtninge, som ankommer til Europa, skal sendes tilbage til EU-drevne lejre i afrikanske lande.
Sådan lyder et forslag fra Socialdemokratiets Europa-ordfører, Peter Hummelgaard, i Berlingske i dag.
Fra lejrene i Afrika skal man kunne søge asyl i EU og få sin sag behandlet under midlertidig beskyttelse. Lejrene skal sætte en stopper for den strøm af mennesker, som forsøger at komme til Europa.
En ordning med EU-kontrollerede lejre vil også fjerne grundlaget for menneskesmuglere, mener Peter Hummelgaard.
Vi har spurgt DR Nyheders Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, om Socialdemokraternes forslag har gang på jord i Afrika:
Hvor skal lejrene placeres, hvis forslaget om asyllejre skal give mening?
- Det indlysende svar vil i første omgang være Libyen. Det anslås, at op mod 800.000 migranter og flygtninge lige nu opholder sig i Libyen, men ser man på tallene for hvem, der tager turen mod Europa, så vil lande som Guinea, Nigeria og Bangladesh være næste skridt.
- •
Der er i alt kommet 85.000 mennesker over Middelhavet i 2017.
- •
8.863 blev reddet op af Middelhavet mellem 24. april og 27. april
- •
Langt de fleste tager turen fra Libyen til Italien.
- •
FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR) vurderer, at 2.000 har mistet livet i år på rejsen over Middelhavet.
Er det realistisk at oprette og drive lejre i for eksempel Libyen?
- Det er i hvert tilfælde meget svært. Hvem skal for eksempel i praksis drive lejrene? Skal det være EU eller lokale myndigheder?
- Lejrene vil formentlig tiltrække et meget stort antal mennesker, hvad skal der ske med dem, der ikke får asyl? Det vil formentlig være størstedelen, da de fleste af dem, der pt. kommer til Europa vil blive betegnet som fattigdomsflygtninge, ikke som forfulgte – og dermed er der formentlig ingen EU-lande, der vil give dem asyl.
- Derfor vil de fleste afrikanske lande formentlig være meget lidt imødekommende, med mindre EU betaler et meget stort beløb.
Vil asyllejre bremse strømmen af flygtninge og migranter?
- Det tror jeg ikke. Dem, der finder ud af, at de ikke har en chance for at opnå asyl i en af lejrene, vil meget muligt forsøge at finde andre veje til det forjættede Europa.
Her kommer de fleste migranter fra:
- •
Guinea
- •
Nigeria
- •
Bangladesh
- •
Elfenbenskysten
- •
Syrien
- •
Gambia
- •
Senegal
- •
Marokko
- •
Mali
- •
Irak
Kan EU blive enige om at oprette asyllejre?
- Man har gennem mange år haft spørgsmålet på dagsordenen, men det er endnu ikke lykkedes at blive enige. Hvis lejrene skulle fungere, ville det også kræve, at EU lavede en eller anden form for fordelingsnøgle, og det har man tidligere haft mere end svært ved at få de enkelte lande til at acceptere, siger Søren Bendixen og fortsætter:
- Italien vil for eksempel meget gerne - det er dem, der i dag modtager langt de fleste migranter og flygtninge, der tager turen over Middelhavet, men Tyskland vil ikke.