Korrespondent: Efterforskning af Berlin-angreb ikke sendt helt tilbage til start

Efterforskerne har modtaget hundredvis af vidneudsagn og sporer mobildata efter lastbilangrebet, siger DR Nyheders korrespondent.

Efter lastbilangrebet har tyskerne tændt lys ved gerningsstedet og dækket jorden med blomster. Også her til morgen er der blevet tændt lys, fortæller DR's korrespondent i Tyskland. (Foto: © Michele Tantussi, 2016 Getty Images)

Når tyskerne tager toget til arbejde i dag eller afleverer deres børn i skole, så gør de det med visheden om, at gerningsmanden eller gerningsmændene bag angrebet i Berlin fortsat er på fri fod.

Alligevel udstråler berlinerne en stoisk ro, siger DR Nyheders korrespondent i Tyskland Michael Reiter, der er på Breitscheidplatz, hvor angrebet fandt sted.

- Mange berlinere giver udtryk for, at de ikke vil ændre på deres liv eller lade sig kue af terrorisme. De stimler sammen, og her til morgen har folk på vej til arbejde tændt lys ved gerningsstedet, fortæller han.

Artiklen fortsætter under kortet (© DR Nyheder)

Griber efter halmstrå

Ikke desto mindre vågner tyskerne også op til en virkelighed og en morgen, hvor det virker som om, at efterforskningen er blevet sendt helt tilbage til start.

Myndighederne har nemlig løsladt den 23-årige mand, der blev anholdt efter angrebet og var mistænkt for at have kørt lastbilen ind i menneskemængden på julemarkedet.

Der er dog stadig halmstrå at gribe efter for tysk politi, siger korrespondenten:

- Myndighederne sætter blandt andet sin lid til GPS-data og håber på at kunne spore gerningsmandens mobiltelefon. Og så har de også fået omkring 500 henvendelser fra vidner.

Tysk politi har desuden bedt borgerne om at lægge videooptagelser fra stedet op på en hjemmeside.

- Derfor håber man på relativt hurtigt at kunne komme videre i efterforskningen, siger Michael Reiter.

Det tyske medie Bild skriver desuden på baggrund af oplysninger fra en unavngiven efterforsker, at obduktionen af den polske chauffør, der blev fundet død efter angrebet, har ført til nye erkendelser om de afgørende minutter forud for påkørslen.

Oplysningerne - der ikke er bekræftet af myndighederne - går på, at manden skal have forsøgt at sætte sig til modværge over for gerningsmanden, og at han var i live, da påkørslen fandt sted.

Pressemøde senere i dag

Han understreger samtidig, at det lægger et massivt pres på de tyske myndigheder, at der er en eller måske flere gerningsmænd på fri fod.

Klokken 13 skal forbundskansler Angela Merkel og den tyske regering mødes til et ugentligt møde, der denne gang ventes at omhandle angrebet i Berlin. Klokken 14.10 bliver der så afholdt et pressemøde.

- Her har kansler Angela Merkel mulighed for at fremvise nogle resultater eller i det mindste for at fortælle, hvordan denne udfordring vil blive håndteret, siger Michael Reiter.

Og det ér vigtigt, at den tyske regering signalerer handlekraft:

- Det ulmer stadig i Angela Merkels bagland, og det brænder på den ydre højrefløj i Tyskland. Der er blandt andet blevet annonceret en stor demonstration foran kanslerhovedkvarteret i aften, som er arrangeret af flere højreorienterede grupper, fortæller Michael Reiter.

12 personer mistede livet i angrebet.

Seks af de dræbte er identificeret. De er alle tyske statsborgere.