Korrespondent: Den nye mand på scenen er braget ind i Israels parlament

Begge kandidater til posten som Israels premierminister har erklæret sig som af vindere af valget.

Den tidligere forsvarschef er strøget direkte ind i parlamentet i med sit nystiftede parti. (Foto: © Nir Elias, Scanpix)

Israels siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, har erklæret sig som vinder af parlamentsvalget i landet.

Det har han på baggrund af valgstedsmålingerne, og altså før stemmerne er blevet talt op og det endelige resultatet af valget er offentliggjort.

Benjamin Netanyahus udfordrer og leder af centrum-venstre-alliancen Blå og Hvid, Israels tidligere hærchef Benny Gantz, har da også erklæret sig selv som vinder efter valgstedsmålingerne.

Målingerne viser nemlig forskellige udfald i forskellige israelske medier og er behæftet med en vis usikkerhed.

Men én ting i målingerne står dog fast, selvom stemmerne ikke er talt færdigt op endnu.

- De viser alle sammen, at den nye mand på scenen her Benny Gantz han er braget ind i parlamentet, siger DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund.

Benny Gantz parti står i to målinger til at blive det største parti i Knesset, og i den sidste måling står han til at nå samme størrelse som Benjamin Netanyahus parti, Likud.

- Han er helt ny i israelsk politik, så det må siges at være lidt af et gennembrud for ham, siger Michael S. Lund.

https://infogram.com/israel-valgstedsmalinger-1hmr6gmwy00z6nl?live

Premierministeren selv har heller ikke haft et skidt valg overhovedet - og det på trods af mistanker og anklager om korruption og magtmisbrug.

- Målingerne viser også, at Netanyahu og hans parti har klaret sig rigtig, rigtig godt og faktisk har fået flere mandater, end de fik for valget ved fire år siden, siger Michael S. Lund.

Skal danne koalationsregering

Selvom begge kandidater har fået et godt valgresultat, er der ingen af dem, der har stemmer nok til at danne en regering selv. Det kræver 61 mandater, og som målingerne ser ud, har de hver især omkring 35 mandater.

Derfor skal de finde nogle andre partier, der vil støtte dem i en koalitionsregering.

Og her har Benjamin Netanyahu, der allerede har bestredet posten som premierminister i sammenlagt 13 år, en fordel i forhold til sin modstander.

- Medlemmer af Netanyahus parti fortæller, at han allerede er i gang med at tale med de andre højrefløjspartier og forhandler om, om de vil støtte ham igen.

- Så selvom vi ikke har det endelige resultat, så er det politiske spil allerede i gang. Og der står Netanyahu altså bare stærkest. Selvom det ikke er endelige resultater, så ser det ud, som om Netanyahu har bedre chancer for at danne regering, siger Michael S. Lund.

Benjamin Netanyahu har været premierminister i Israel i sammenlagt 13 år. Bliver han valgt igen, blev han den længstsiddende israelske premierminister nogensinde. (Foto: © Ariel Schalit, Scanpix)

På venstrefløjen ser der på papiret også ud til at være mandater nok til, at Benny Gatz skulle kunne samle en koalitionsregering.

Han får dog den udfordring, at nogle af venstrefløjspartierne er arabiske.

- Dem vil Gantz ikke arbejde sammen med, og de vil ikke arbejde sammen med ham. Så han har en lidt større udfordring med at danne en regering end Netanyahu har, siger Michael S. Lund.

Det endelige valgresultat forventes at blive offentliggjort onsdag morgen.