Korrespondent: Cuba-slagsmål vil præge USA's præsidentvalg

DR’s mangeårige USA-korrespondent Steffen Gram forudser, at forholdet til Cuba vil blive et slagsmål i den kommende præsidentvalgkamp.

Valget er godt nok først i 2016, men de håbefulde amerikanske præsidentkandidater er allerede godt i gang med at forberede valgkampen.

Med onsdagens udmelding om en normalisering af forholdet mellem USA og Cuba kom et nyt valgtema oveni de mange emner, der allerede nu diskuteres.

- Det politiske slagsmål om Cuba i USA er allerede begyndt, og det er et slagsmål, som vil præge præsidentvalget de næste to år, siger Steffen Gram.

- Det er et så følelsesmæssigt emne for mange cubansk-amerikanere, at det ikke kan blive andet, siger han.

Den cubanske revolution i 1959 var blodig, og den er på ingen måde glemt.

- Mange af de bedsteforældre, som sidder i Florida, fik efter revolutionen konfiskeret alt de ejede, og mange blev smidt i fængsel eller værre. Derfor er det for mange af dem umuligt at tilgive, siger Steffen Gram.

Rubio skød kampen i gang

Allerede inden de to præsidenter trådte frem for verdens tv-skærme, var den amerikanske senator Marco Rubio – som har cubansk baggrund – fremme med en yderst skarp kritik. Han kaldte forsoningen for 'leflen for diktatorer og tyranner' og en 'absurd' politik.

- Denne Kongres vil ikke løfte embargoen, lød det ifølge det amerikanske medie Politico skråsikkert fra senatoren.

Men det er på nuværende tidspunkt umuligt at sige, hvilken vej det svinger, siger Steffen Gram.

Han fortæller desuden, at vejen til en fuldstændig ophævelse af handelsembargoen ikke kun går gennem Kongressen men også gennem en række andre kanaler og organer, og at det derfor under alle omstændigheder vil tage en rum tid at hæve den fuldstændig - selv hvis de politiske vinde er med præsidenten.

På tværs af partier

Uenighederne er heller ikke delt rent mellem USA's to store partier, republikanerne og demokraterne. En anden af de helt store modstandere af forsoningen er Obamas partifælle, Robert Menendez. Han var onsdag ude og anklage præsident Obama for at ville omgå amerikansk lov med udmeldingen.

Menendez har ligesom Rubio cubansk baggrund.

Traditionelt har det cubanske samfund i USA været en stor magtfaktor i politik, men den amerikanske demografi er under hastig forvandling og cubanerne mister langsomt indflydelse. Samtidig er de yngre generationer af cubansk-amerikanere ofte mere forsoningsvenlige end de ældre.

Det ved de håbefulde præsidentkandidater. Nu går kampagnecheferne så i gang med at finde ud af, hvor de forskellige kandidaters målgrupper stiller sig i spørgsmålet om Cuba.

Favorit er moderat afventende

Marco Rubio er et navn, der ofte bliver nævnt, når snakken i USA falder på det kommende præsidentvalg i 2016. Med dagens udmeldinger har han gjort sin holdning klar. Mere afventende er en anden favorit til at indtage den republikanske førertrøje, den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush.

- Men han vejer mere mod centrum, siger Steffen Gram.

Rubio har altså indledt det præsidentielle slagsmål med et klar hook fra højre, mens Bush venter i ringhjørnet og afventer publikums reaktion.