Søndagens formodede selvmordsangreb på togstationen i den russiske by Volgograd vil stille yderligere spørgsmålstegn ved sikkerheden ved vinter-OL, der skal finde sted i byen Sotji i Rusland om godt en måned.
Det siger DR's Ruslandsmedarbejder, Matilde Kimer, fra den russiske hovedstad, Moskva.
Ifølge hende er det mest oplagt, at det er oprørere fra Nordkaukasus, der står bag angrebet, der formentlig blev udløst af en kvindelig selvmordsbomber og ind til videre menes at have kostet mindst 13 mennesker livet.
- Da der sidst var et angreb i Volgograd for bare to måneder siden, var det en kvinde fra Dagestan, en af de primært muslimske republikker, hvor der i årtier har været et militant oprør mod Rusland, fortæller Matilde Kimer.
Volgograd ligger omkring 700 kilometer fra Sotji og i nærheden af delrepublikkerne Dagestan, Ingusjetien og Tjetjenien.
Politi og militær meget synlige
En tjetjensk oprørsleder, Doku Umarov, opfordrede i sommer i en video på internettet militante "til at ramme OL og gøre det ustabilt og usikkert at deltage," fortæller hun.
Så sent som i fredags eksploderede en bilbombe og dræbte tre personer i det sydlige Rusland i byen Pyatigorsk, der ligger 270 kilometer fra Sotji, hvor vinter-OL begynder 7. februar.
Der er således store sikkerhedsopbud i landet.
- Der er ekstremt meget politi, militær og kropsvisitationer, og det er sandsynligvis også derfor, at man i højere grad har benyttet sig af kvinder de seneste ti år, siger hun med henvisning til, at det formentlig var en kvindelig selvmordsbomber, der stod bag søndagens angreb.
- Det er fordi, man i hvert fald traditionelt havde en forestilling om, at kvinder ikke ville udføre de her angreb, og de har nemmere ved at skjul selvmordsbælter under deres tøj, fortæller Matilde Kimer.
OL begynder til februar
Der var desuden metaldetektorer på banegården i Volgograd, men den formodede selvmordsbomber skal have udløst sin bombe før, hun skulle igennem dem.
- Man kan jo ikke lukke et land ned, så jeg tror, det vil give anledning til endnu større frustrationer omkring sikkerhedsspørgsmålet ved OL, som jo er 40 dage væk nu, siger Matilde Kimer.
Den russiske præsident Putin har endnu ikke kommenteret hændelsen, men skal have modtaget en rapport om angrebet fra Ruslands antiterrorkomite.
Ved angrebet i Volgograd i oktober blev syv personer dræbt, da en selvmordsbomber udløste sprængstof i en bus.