'Festfyrværkeri af kugler'
- Det har været en helt speciel nat i Kabul. Allerede klokken halv et i nat gik de første rygter i omløb, om at de amerikanske soldater havde forladt lufthavnen, siger Philip Khokhar, DRs korrespondent, fra Kabul til P1 Morgen tirsdag.
- Vi kunne høre, at Taliban begyndte at skyde op i luften. I de første par minutter var det relativt roligt, så blev det mere og mere voldsomt. Omkring klokken et kulminerede det. Der var det nærmest et festfyrværkeri af kugler over Kabuls nattehimmel. Man fejrede, at 20 års krig var forbi. At man havde smidt amerikanerne på porten, siger han.
Skuddene var Talibans måde at fejre, at amerikanske soldater ikke længere er tilstede i Afghanistan.
Den sidste amerikanske soldat
Den amerikanske soldat Chris Donahue, der som sidste amerikanske soldat forlader afghansk jord, er allerede blevet et ikonisk billede i fortællingen af den 20 år lange krig i Afghanistan.
På billedet boarder Chris Donahue et såkaldt C-17 transportfly.
Talibans elitesoldater
De talibanske elitesoldater fra enheden Badri 313 er bedre trænet og udrustet end den normale Talibansoldat. De var ikke længe om at tage kontrollen over lufthavnen, efter at den amerikanske hær havde forladt Kabuls lufthavn.
- Den er indtaget af Taliban nu. Vi har allerede set billeder af Talibansoldater iført amerikanske high-tech uniformer, simpelthen gå rundt og inspicere den militære lufthavn. Vi ser dem også gå rundt og kigge på nogle helikoptere, som amerikanerne har efterladt, siger Philip Khokhar.
Nedenfor kan du se videoen af Talibans styrker træde ind i en hangar med amerikanske kamphelikoptere, som Philip Khokhar henviser til.
Fremtidsudsigterne
Philip Khokhar er ikke i tvivl om udsigterne for Afghanistan, efter Vesten har trukket sig tilbage:
- Det er forfærdeligt og smerteligt... Jeg ser intet positivt i den her udvikling. I kan ikke få mig til at sige, at der er et lille lyspunkt i mørket. Det her, det er et samfund i opløsning, siger Philip Khokhar.
Allerede nu forventes det, at krigen mod terror i Afghanistan vil foregå med droneangreb, som det er set i de seneste dage.
- Jeg tror at den her forestilling om, at Vesten og vores militære engagement i Afghanistan er stoppet efter 20 år, er lidt en illusion. Der er en meget stor risiko for, at vi på et tidspunkt vurderer, at terrortruslen fra Afghanistan simpelthen er så stor, at der er brug for engagement igen, siger Philip Khokhar.
Nedenfor kan du se en video af Talibans overtagelse af lufthavnen i Kabul.