Nyfødte børn blev stjålet fra sydkoreanske kvinder og herefter bortadopteret til udlandet med støtte fra den koreanske stat.
Det fremgår af udtalelser fra Sandhedskommissionen i Sydkorea, skriver nyhedsbureauet AP.
Kommissionen er nedsat for at undersøge landets dystre adoptionshistorie. Som del af det arbejde har efterforskere undersøgt fire faciliteter, hvor omkring 5.000 kvinder blev holdt tilfangetaget.
DR har tidligere beskrevet, hvordan sydkoreanske bureauer forfalskede børns identiteter, før de sendte dem til Danmark.
I starten af året konkluderede Ankestyrelsen i en rapport, at danske bureauer var bekendt med denne praksis.
Socialordfører rystet
Medlemmer af Folketingets socialudvalg vendte for en uge siden tilbage fra Sydkoreas hovedstad Seoul, hvor de havde afholdt et møde med den såkaldte Sandhedskommission.
- Jeg er dybt rystet og påvirket af vores besøg, siger delegationsleder Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.
- Vi ved, at der er kommet børn til Danmark fra to af de steder, der nu er blevet undersøgt. Jeg har i dag bedt socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) oplyse, hvor mange børn det drejer sig om.
Forbindelsen til Danmark handler om to af de fire børnehjem, kommissionen nu har undersøgt. De hedder Huimangwon og Cheonseongwon, og adoptionerne derfra blev formidlet af det danske adoptionsbureau DanAdopt, der i dag er lukket.
Ha Kum Chul, en af efterforskerne i Sandhedskommissionen, oplyser til AP, at det hovedsagelig var nyfødte, der blev adopteret fra de to børnehjem. Børnene blev ofte overdraget til koreanske adoptionsbureauer allerede dagen efter fødslen og ifølge Ha Kum Chul sendt til Danmark, USA, Norge og Australien.
Endelig rapport lader vente på sig
Flere end 200.000 koreanske børn blev bortadopteret til udlandet over en periode på mere end seks årtier. De fleste fandt sted i 70'erne og 80'erne. Herhjemme udgør koreagruppen langt den største gruppe med over 9.000 adopterede.
Sandhedskommissionen i Sydkorea startede arbejdet i 2022 og ventes at komme med en delrapport til årsskiftet. Den endelige rapport skal efter planen udkomme i august 2025.
- Det bliver uden tvivl hård men vigtig læsning, siger Katrine Daugaard fra Liberal Alliance, og tilføjer:
- Jeg håber, at vi fra dansk side kan sikre de adopteredes papirer og dermed også retten til deres historie. Og så mener jeg, at man bør lave en tilbundsgående, juridisk undersøgelse af alle transnationale adoptioner til Danmark og om muligt placere et ansvar for de svigt, der er sket.