Det bliver næppe en realitet, at Storbritannien forlader EU, mener EU's kommissær for digital økonomi, Günther Oettinger.
Han siger, at han er klar over, at den britiske folkeafstemning i juni var bindende, men han tvivler alligevel på, at 'Brexit' bliver gennemført.
- Det er muligt, at opinionen vil ændre sig, hvis den økonomiske situation bliver forværret som følge af Brexit-afstemningen. Under alle omstændigheder ville jeg ikke satse meget på, at Brexit bliver gennemført, siger Günther Oettinger til den tyske avis Bild.
Theresa May: Må have detaljer på plads
For at få sat gang i udmeldelsesprocessen, må artikel 50 i Lissabontraktaten udløses. Derefter tager det to år, før Storbritannien er udmeldt.
Den britiske premierminister, Theresa May, har sagt, at hun ikke vil aktivere artikel 50 i år.
- Regeringen må have tid til at udarbejde de konkrete detaljer, har Theresa May sagt.
Samtidig har Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, meldt ud, at hun vil give briterne den tid, som de har brug for.
Skilsmisseforhandler udpeget
Günther Oettinger mener, at desto længere tid det tager at aktivere artikel 50, desto mere usikker vil Storbritanniens økonomiske og politiske situation blive. Og det kan i hans optik føre til, at briterne kommer til at ændre mening i forhold til Brexit.
Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sagde ved en udenrigsministerkonference tirsdag, at briternes beslutning om at træde ud af EU vil have virkninger langt ud i fremtiden, som det vil være vanskeligt at beregne.
- Derfor har begge parter brug for nye, retfærdige og bindende regler for de fremtidige bånd, sagde han.
Formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, har udpeget den person, som skal stå i spidsen for skilsmisseforhandlingerne. Det bliver Michel Barnier, som er tidligere næstformand for kommissionen og tidligere fransk minister.
/ritzau/AFP