”Man, Bill Clinton is an idiot.”
Sådan skriver det amerikanske medie Huffington Post, efter det er kommet frem, at Hillary Clintons mand, tidligere præsident Bill Clinton, har mødtes med den amerikanske chefanklager Loretta Lynch i en lufthavn.
Loretta Lynch leder lige nu en føderal efterforskning af Hillary Clinton, som nærmer sig sin afslutning.
- Det er ikke smart, det Bill Clinton har lavet, det er nok det største selvmål, han har scoret på sin kones vegne her i 2016, siger redaktør på mediet Kongressen.com, Anders Agner.
Sagen handler om Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server i tiden som udenrigsminister, og om hvorvidt hun ved at bruge en ikke sikret e-mail har bragt fortrolige oplysninger i fare for at blive opsnappet af hackere.
- Det her er en foræring til Donald Trump, han kan næsten ikke tro sit eget held, det kommer til at påvirke resten af denne her valgkamp, Anders Agner.
Ifølge både Bill Clinton og Loretta Lynch handlede mødet blot om golf og børnebørnene, men selvom mødet sagtens kan være uskyldigt, kaster det lange skygger over Hillary Clintons kampagne.
- Det stopfodrer den republikanske angrebsmaskine med ammunition, siger Anders Agner.
- Det skriver sig ind i den eksisterende fortælling om, at Clinton-ægteparret er nogle, der altid finder nogle tråde at trække i, så de ikke behøver spille efter reglerne.
Se hele interviewet med Anders Agner her:
Sagen kort
- •
Hillary Clinton brugte i sin tid som udenrigsminister en privat e-mail-server og ikke den officielle sikre server, som stilles til rådighed for udenrigsministeren.
- •
Fortrolige oplysninger må kun behandles via sikrede linjer, så hackere ikke kan få fingre i materialet. Hillary Clinton har i jobbet som udenrigsminister behandlet særdeles meget fortroligt materiale.
- •
Det bekræfter det amerikanske udenrigsministerium, som har gennemgået over 50.000 sider dokumenter og fundet cirka 2.000 e-mails, som indeholdt fortrolige oplysninger, heraf 104 som Hillary Clinton selv har sendt.
- •
Hillary Clinton siger selv, at det var bekvemmelighed, der fik hende til at bruge sin egen server. Hun har undskyldt brugen af den private server offentligt.
- •
Kritikkerne beskylder hende for at ville unddrage e-mails offentlighedens granskning, og at hun skulle have noget at skjule.
- •
FBI er lige nu tæt på at afslutte en undersøgelse, hvis konklusion kommer til at afgøre, hvorvidt Hillary Clinton skal sigtes i sagen.
- •
Loretta Lynch har efter det uheldige møde med Bill Clinton meddelt, at hun overlader det til FBI og anklagere at afgøre, om Hillary Clinton skal sigtes i sagen.
- •
Hun vil altså ikke længere selv træffe en beslutning i sagen, fordi mødet har fået offentligheden til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt hun er upartisk.