Kø for at se Breivik forklare sig

Folk står i kø i Oslo for at høre Breviks forklaring på, hvorfor han dræbte 77 uskyldige.

Kø foran retsbygningen, hvor Breivik skal forklare sine handlinger. (Foto: © Fredrik Varfjell, Scanpix)

Allerede i nat stod de første klar til at få plads ved dagens retsmøde i Oslo i Norge. Her skal den terroranklagede Anders Breivik forklare sig foran pårørende, pressen og andre interesserede.

De første to tilhørere dukkede allerede op efter midnat og har overnattet på skift foran retsbygningen.

- Når nu vi havde muligheden, så er det interessant at komme og se, siger 21-årige Sigurd Bentzen til Nrk.no.

Klokken 4.30 i morges begyndte folk at slutte sig til Bentzen og hans kammerat og stille sig i kø til.

Borgere og overvende

Omkring 170 journalister er akkrediteret til mødet. Og blandt dem er DRs rets- og sikkerhedsredaktør, Claus Buhr.

Mange af de folk, der er mødt op er almindelige norske borgere, fortæller han fra køen.

- Dette her har sat meget dybe spor i Norge. En undersøgelse har vist, at hver tiende nordmand har mareridt om terror. Det taler sit tydelige sprog om, hvor alvorligt det er, og hvorfor også almindelige borgere har brug for at komme.

Men netop fordi det er så følelsesladet for mange af de fremmødte, er der også ambulancereddere til stede, som kan tage sig af folk, der måtte få et ildebefindende, fortæller Claus Buhr.

Han har også talt med en af de overlevende, der har valgt at være til stede i dag.

- Han ser frem til at være i kontrol. Det er ham selv, der har valgt at være her, modsat da han blev jagtet rundt på Utøya. Nu er det Breivik, der er tvunget til at være til stede, siger Claus Buhr.

Sikkerheden enorm

Norsk politi har skærpet sikkerheden ved dagens retsmøde. Claus Buhr fortæller, at der netop før mødets start har været fire bombehunde rundt i bygningen.

Og mødet, som oprindeligt skulle have været afholdt på 2. sal i Oslo Tinghus, er nu flyttet til 8. sal af hensyn til sikkerheden.

Der er ikke nogen tvivl om udfaldet af dagens retsmøde.

- Breivik bliver naturligvis fængslet igen. Men ifølge den norske retsplejelov skal hans sag behandles hver ottende uge, forklarer DRs rets- og sikkerhedsredaktør.

Der er kun plads 130 personer inde i selve salen, hvor Breivik vil være. Men i alt 570 kan følge mødet andre steder i bygningen via videolink.