Knivstukket borgmesterkandidat vinder valget stort

Den tyske politiker, der lørdag morgen blev stukket ned med kniv under et valgarrangement, bliver ny overborgmester i Köln.

  • Henriette Reker er fortsat indlagt, men har vundet valget stort. (Foto: © OLIVER BERG, Scanpix)
  • Jubel hos CDU, da det stod klart, at Reker har vundet. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix)
1 / 2

Lørdag svævede hun mellem liv og død, efter at hun om morgenen til et valgarrangement var blevet knivstukket i nakken af en tidligere nynazist, der var utilfreds med hendes positive holdninger over for flygtninge.

Søndag aften klokken 19:30 har Henriette Reker vundet lokalvalget i Köln og er blevet byens nye overborgmester.

Det skriver den lokale avis Express.de.

Rekers nærmeste modstander Jochen Ort har erkendt sit nederlag og sagt tillykke til den sårede vinder, der fortsat er indlagt på hospitalet.

Med 1005 ud af 1014 valgdistrikter optalt har Henriette Reker vundet en overvældende sejr med 52,69 procent af stemmerne mod Orts knap 32 procent, og hun får således også absolut flertal.

Reker er ikke medlem af noget parti, men har støtte fra kristendemokraterne i CDU.

Samtidig kommer det frem, at Reker overlever angrebet. Hun er dog fortsat indlagt på intensiv på byens universitetshospital.

Det forventes, at Kölns nye overborgmester fortsat skal være indlagt de næste mange dage.