En ung palæstinenser har ifølge israelsk politi stukket og såret en israelsk sikkerhedsvagt alvorligt ved den centrale busstation i Jerusalem søndag.
Polititalsmand Micky Rosenfeld omtaler episoden som et terrorangreb.
- Terrorangreb ved Jerusalems centrale busstation. Knivstukket sikkerhedsvagt, som er i kritisk tilstand, modtager behandling. Terroristen er anholdt. Området er afspærret, skriver Rosenfeld på Twitter.
Angrebet følger uro i forlængelse af USA's melding om, at landet vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.
Det 25-årige offer er kørt til et hospital med stiksår i overkroppen.
Politiet har ifølge nyhedsbureauet dpa oplyst, at den mistænkte blev uskadeliggjort på stedet.
Den formodede gerningsmand har et sår i hovedet. Hans tilstand er ifølge myndighederne ukendt, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
Fredag blev to palæstinensere dræbt efter sammenstød med israelske sikkerhedsstyrker, og lørdag kostede israelske luftangreb to personer livet i Gazastriben.
Søndag er en palæstinenser såret efter at være blevet ramt af en gummikugle i flygtningelejren al-Arroub på Vestbredden.
Palæstinensiske sundhedsmyndigheder siger ifølge AFP, at flere end 1100 mennesker er kommet til skade i Gazastriben, Østjerusalem og på Vestbredden fra torsdag til lørdag.
/ritzau/