Klimaforhandlinger trækker ud: Ingen aftale før lørdag

Det bliver ikke fredag, at verdens lande bliver enige om en klimaaftale.

Tidsplanen for klimatopmødet i Paris skrider, bekræfter den franske udenrigsminister, Laurent Fabius. (Foto: © Stephane Mahe, Scanpix)

Klimaforhandlingerne i Paris trækker ud, og derfor kommer der tidligst en global klimaaftale i morgen.

Det bekræfter den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, over for nyhedsbureauet Reuters.

Det var egentlig planen, at det sidste udkast til en aftaletekst skulle præsenteres i dag, så en endelig klimaaftale i givet fald kunne blive godkendt af verdens lande senest klokken 18.00.

Men ifølge udenrigsministeren, der er formand for mødet, vil det endelige udkast først blive præsenteret i morgen.

- Forhandlingerne bevæger sig i den rigtige retning, siger Laurent Fabius ifølge BBC.

FN's klimatopmøde gik i gang i sidste uge, og målet er at blive enig om en klimaaftale, som kan bremse den globale opvarmning.

Danmarks klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), deltager i de afsluttende forhandlinger. Han er fortsat forhåbningsfuld, selvom der stadig er knaster i det aftale-udkast, der blev offentliggjort i aftes.

Ifølge ministeren mangler der blandt andet et langsigtet mål for, hvor meget CO2-udledningen skal reduceres med. Derudover skal landene blive enige om, hvordan de kan holde øje med, at de hver især lever op til deres målsætninger.

- Jeg vil sammen med mine EU-kollegaer kæmpe hårdt for at øge ambitionsniveauet i den endelige aftale, lyder det fra Lars Christian Lilleholt.