Kinas præsident med stikpille til USA: Ingen skal diktere, hvad vi skal gøre

Kinas økonomiske udvikling må ikke ske på bekostning af andre lande, siger Xi Jinping.

Kinas præsident, Xi Jinping, vil selv bestemme, hvis der er ting, som skal ændres. (Foto: © Wang Zhao, Scanpix)

I dag er det 40 år siden, at Kina gik fra at være en helt lukket økonomi til at åbne sig ud mod resten af verden gennem en række omfattende, økonomiske reformer.

Det bliver markeret i Kina, hvor landets præsident, Xi Jinping, tidligere på dagen holdt tale.

Her understregede han, at Kina skal fortætte sin økonomiske udvikling, men at det ikke må ske på bekostning af andre lande.

- Vi vil aldrig gå efter globalt overherredømme, sagde han fra talerstolen i Folkets Store Hal i hovedstaden, Beijing.

Men Xi Jinping påpegede også, at det ene og alene er Kina, der bestemmer hvilken kurs, det folkerige land skal tage.

- Ingen andre lande er i en position, hvor de kan diktere, hvad vi skal gøre eller ej, sagde præsidenten fra talerstolen.

Urimelige vilkår

Kina er i dag verdens andenstørste økonomi, kun overgået af den amerikanske.

Og ifølge DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar, var kommentaren netop målrettet den amerikanske præsident, Donald Trump, og den handelsstrid, der lige nu udspiller sig mellem de to lande.

Amerikanerne mener blandt andet, at den kinesiske økonomi er for lukket over for omverdenen, og at Kina opererer på urimelige vilkår. De beskylder dem blandt andet for at stjæle især teknologisk knowhow, og at de kopierer amerikanske varer.

Derudover mener amerikanerne, at den kinesiske regering giver unfair statsstøtte til deres lokale virksomheder, som de muligvis bruger til at sænke priserne på deres varer i resten af verden.

- Xi Jinping siger, at det godt kan være, at der er ting, der skal laves om, men det er ikke noget, som skal dikteres af Washington D.C., forklarer Philip Khokhar.

USA og Kina har indgået en tre måneder lang våbenhvile i deres handelsstrid. (Foto: © Nicolas ASFOURI, Scanpix)

Svært at finde løsning

USA og Kina valgte tidligere på måneden at indgå en tre måneders våbenhvile i den eskalerende handelskonflikt, som blandt andet har fået begge lande til at indføre straftold på deres respektive varer.

Konflikten har dog sat den kinesiske vækst under pres, og den har samtidig øget det indenrigspolitiske pres på præsident Xi Jinping.

Derfor bliver der nu arbejdet på højtryk for at finde en løsning på konflikten.

- Problemet for Xi Jinping er, at millioner af kinesere på kort sigt vil miste deres job, hvis de her ting skal laves om. Så det bliver ikke nemt at finde en løsning, siger Philip Khokhar.