Kina vil lytte efter nye planeter og liv i rummet

Verdens største radioteleskop er blevet indviet i Kina. Forskere fra hele verden vil i fremtiden kunne bruge teleskopet til at lytte efter livstegn på nye, fremmede planeter.

Sådan ser Kinas nye supersensitive radioteleskop ud. Teleskopet har en bredde på 500 meter og en dybde på 140 meter, og ligger i den kinesiske Guizhou-provins. / AFP PHOTO / STR / China OUT (Foto: © Str, Scanpix)

I et krater, dækket af grønne træer og buske i Guizhou-provinsen i det sydvestlige Kina, ligger et gigantisk teleskop, som taget ud af science fiction-film.

Radioteleskopet har en diameter på 500 meter og en dybde på 140 meter. Den "dybe tallerken" er beklædt med 4450 paneler, der alle kan justeres individuelt, så de kan opfange lyde fra fjerne afkroge af universet.

- Større er bedre. Især når man taler radioastronomi. Signalerne man modtager i radioastronomi er så svage, at man har brug for enorme teleskoper for at kunne observere dem, siger Peter Wilkinson, radioastronom ved Manchester Universitet i Storbritannien.

På jagt efter nye planeter og liv i rummet

Det enorme og supersensitive radioteleskop skal forskere, ikke kun fra Kina, men fra hele verden, benytte til at observere lyde fra nye planeter, udforske galakser og muligvis vil de også kunne opfange tegn på liv i universet.

Men ikke alle har været lige begejstrede for byggeriet.

Inden for en radius af fem kilometer omkring teleskopet har flere end 9.000 lokale kinesere fået ordre på at flytte på grund af teleskopets kraftige, elektromagnetiske bølger. Som kompensation har de modtaget en godtgørelse på 12.000 kroner.

Selvom teleskopet nu er færdigbygget, er det dog ikke helt klar til brug. Først skal det kalibreres. Denne proces forventes at komme til at tage yderligere tre år.

Det kinesiske radioteleskopet har taget fem år at bygge og har kostet 1,2 milliarder kroner.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1286333234750531