Kina varsler reaktion på USA's missilforsvar i Sydkorea

Kina vil tage "nødvendige skridt", efter USA er gået i gang med at opstille et missilforsvar i Sydkorea.

Demonstranter foran det sydkoreanske forsvarsministerium i Seoul protesterer mod det amerikanske missilforsvarssystem, der er kendt som 'Terminal High Altitude Area Defense. (THAAD). (Foto: © Yonhap, Scanpix)

Amerikanerne er tirsdag begyndt at opstille et avanceret missilforsvar i Sydkorea, og det bryder stormagten Kina sig bestemt ikke om.

Kineserne advarer om, at oprustningen på den koreanske halvø ikke vil stå uimodsagt.

En talsmand for Kinas udenrigsministerium ved navn Geng Shuang siger ifølge nyhedsbureauet AP, at Kina er stor modstander af missilforsvaret, og at Kina "helt sikkert vil tage de nødvendige midler i brug for at forsvare sine egne sikkerhedsinteresser".

Det fremgår ikke af udtalelsen, hvilket modsvar Kina konkret vil give.

- Alle konsekvenser af dette vil skyldes USA's og Sydkoreas beslutning, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA har rykket dele af sit missilforsvar til Sydkorea, efter Nordkorea har affyret fire ballistiske missiler.

Det vækker ikke kun vrede i Kina, men også i Rusland, som ser det amerikanske missilforsvar som en trussel.

/DR Nyheder/