Kina raser over 'alvorlig provokation' fra USA

Amerikanernes overflyvning i Det Sydkinesiske Hav øger spændingerne mellem USA og Kina.

Seks asiatiske lande gør krav på hele eller dele af området i Det Sydkinesiske Hav. Det drejer sig om Kina, Vietnam, Filippinerne, Malaysia, Brunei og Taiwan. (Foto: © handout, Scanpix)

Endnu engang er Kina blevet rasende på USA for at krænke kinesernes suverænitet.

Det sker, efter et amerikansk bombefly for en uge siden fløj over en kunstig ø under kinesisk kontrol.

De seneste måneder har der været adskillige sikkerhedspolitiske spændinger mellem de to i Det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne strides med flere nabolande om havområdet.

Her har de derfor bygget flere kunstige øer bemandet med soldater.

Episoden 10. december bliver fra kinesisk side set som en voldsom 'militær provokation', hedder det ifølge AP i en meddelelse fra det kinesiske udenrigsministerium.

Kina forlanger derfor, at Det Hvide Hus forsikrer, at lignende episoder ikke sker igen.

USA har officielt ikke forholdt sig til episoden, men en talsperson fra det amerikanske forsvarsministerium indikerer ifølge Reuters, at militærflyet kan være kommet ud af kurs.

Men amerikanerne har længe sagt, man forbeholder sig retten til at agere hvor som helst på internationalt farvand.

De betragter overhovedet ikke området som kinesisk, bare fordi Kina har bygget kunstige øer. Og USA har tidligere udtrykt bekymring over Kinas militarisering af området, og man mener, at øprojektet kun er blevet til for at udvide Kinas havområde.

Sagen kort

  • Kina gør krav på omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav.

  • De omstridte øer kendes som Spratley-øerne. Det er ganske små øer midt ude i Det Sydkinesiske Hav

  • Området har nogle af verdens vigtigste sejlruter til verdenshavene og har stor geopolitisk betydning for Kina.

  • Området har desuden naturressourcer - fx olie og gas i undergrunden.

  • Retten til Det Sydkinesiske Hav er aldrig blevet afklaret, og Kina strides med sine mindre naboer om territorium og retten til maritime zoner.

  • Kina har overlappende krav med Taiwan, Brunei, Malaysia, Vietnam og Filippinerne.

  • Kineserne hævder at området har hørt under kinesisk territorium i flere hundrede år.