Kina provokerer med flådeøvelse i omstridt hav

Kina skændes allerede med Japan. Nu provokerer stormagten også de andre naboer.

Kinas har sendt et hangarskib mod Det Sydkinesiske Hav. (Foto: © Handout, Scanpix)

Som om det ikke var nok at skændes med Japan over fem små øer, optrapper Kina nu konflikten med de andre nabolande.

Landets eneste hangarskib har tirsdag forladt den nordlige by Qingdao ledsaget af to destroyere og to fregatter og sat kursen mod Det Sydkinesiske Hav

Ifølge Kinas forsvarsministerium skal det udføre videnskabelig forskning og tests samt gennemføre militære øvelser.

Men naboerne mener, at Kina fisker i rørte vande.

Farvand proppet med olie og gas

For ud over Kina gør Taiwan, Malaysia, Brunei, Filippinerne og Vietnam også krav på lunser af Det Sydkinesiske Hav.

Kina mener, det meste af havet er deres.

Farvandet er nemlig proppet med fisk, og undergrunden et slaraffenland af gas og olie.

Havet huser en ø-gruppe kaldet Paracellerne. Kina besatte øerne i 1974, men skændes stadig med Vietnam og Taiwan om dem.

Med retten til øerne følger retten til farvand og undergrund.

Påfaldende timing

At militærøvelsen falder netop nu, får løftede øjenbryn med på vejen fra omverden, skriver Reuters.

I weekenden udvidede Kina sin luftforsvarszone til at omfatte ø-gruppen, der kaldes Senkaku i Japan og Diaoyu i Kina, og som har forårsaget skænderier og trusler mellem de to lande i årtier.

Det fik Japan og USA til at sende to B52-bombefly og et japansk patruljefly ind over øerne.

Derudover har Australien indkaldt Kinas ambassadør for at udtrykke bekymring over landets nye luftforsvarszone.

Den største tvist i regionen

Netop tvisten i Det Sydkinesiske Hav er en af de største i regionen. Spændingerne er begyndt at slå gnister, mens Kina og Japan begge skruer op for forsvarsudgifterne.

Og selv om hangarskibet er teknologisk bagud i forhold til de amerikanske pendanter, er det samtidig et symbol på Kinas drømme om vandherredømmet.

Hangarskibet er købt brugt i Ukraine og har gennemført mere end 100 øvelser, siden Kina købte det i 2012.

Men det er første gang, det har kurs mod Det Sydkinesiske Hav.