Kina vil lægge 25 procent told på 106 produkter fra USA, oplyser det kinesiske finansministerium til Reuters.
Det sker som svar på, at USA i går annoncerede straftold på over 1300 produkter fra Kina.
De 106 produktgrupper, som Kina vil indføre told på, dækker over blandt andet biler, sojabønner og kemikalier. Specielt eksporten af sojabønner til Kina er vigtig for det amerikanske landbrug.
Derudover vil der også blive lagt ekstra afgifter på varer som for eksempel tobak, whisky og amerikansk appelsinjuice.
De to lande har skiftevis lagt told på adskillige varer,siden USA indførte told på kinesisk stål og aluminium i marts.
USA's præsident, Donald Trump, har siden begyndelsen af sin valgkamp varslet en hård linje over for Kina. Han har blandt andet beskyldt kineserne for at have bedraget USA og stjålet millioner af amerikanske job.
Samtidig har Kina opfordret alle medlemmer i verdenshandelsorganisationen WTO til at gå imod USA's unilaterale tiltag.
/ritzau/