Hvis Nordkorea fortsat skal være en villig forhandlingspartner, så skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet.
Det siger Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i sin årlige nytårstale. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sker det ikke, så vil landet genoverveje sin strategi i de igangværende forhandlinger om landets atomvåben. Vestlige lande - med USA i spidsen - har krævet, at Nordkorea påbegynder en atomnedrustning af Den Koreanske Halvø.
- Hvis USA ikke holder sine løfter, som man har givet foran hele verden, kan vi være nødt til at finde en ny vej til at beskytte vores uafhængighed og interesser, siger Kim Jong-un.
Mødes med Trump i juni
Den 35-årige Kim, der styrer det lukkede land med jernhånd, siger desuden, at han er klar til endnu et topmøde med USA's præsident, Donald Trump.
De to mødtes til forhandlinger om en mulig nordkoreansk atomnedrustning i Singapore i juni.
I sin tale henviser Kim Jong-un til topmødet i Singapore flere gange og kalder forhandlingerne "frugtbare". Efter topmødet udsendte Trump og Kim en fælles udtalelse, hvori begge ledere forpligtede sig på at forbedre forholdet.
Siden da er tonen dog blevet skarpere, og der har ikke været afgørende fremskridt i forhandlingerne siden.
Kræver at Sydkorea aflyser øvelser
Nordkorea er underlagt skrappe sanktioner vedtaget i FN's Sikkerhedsråd på grund af sit arsenal af atomvåben.
Kim Jong-un kræver i sin tale, at nabolandet Sydkorea aflyser fremtidige militærøvelser med USA. Han kalder øvelserne, der har været sat i bero siden mødet i Singapore, for "en kilde til øgede spændinger" i regionen.
- Krigsrelateret udstyr, omfattende strategiske enheder fra udefrakommende magter, skal ikke længere have lov til blive brugt, siger Kim i den tv-transmitterede tale.
USA og Sydkorea har været allierede siden Koreakrigen i 1950'erne. Der er i øjeblikket 28.000 amerikanske tropper udstationeret på den koreanske halvø.
/ritzau/