Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er her til morgen, dansk tid, landet i Singapore forud for et møde med USA's præsident, Donald Trump, 12. juni.
Det bekræfter Singapores udenrigsminister, Vivian Balakrishnan, der har lagt et billede på Twitter, hvor han byder den nordkoreanske leder velkommen.
Det er første gang, at en nordkoreansk leder skal mødes med en amerikansk præsident, og det historiske møde vil finde sted på resort-øen Sentosa.
Amerikanerne håber, at mødet vil kickstarte en proces, der til syvende og sidst kan få Kim Jong-un til at opgive Nordkoreas ambitioner om atomvåben.
Lige ved at gå i vasken
Det historiske møde mellem de to ledere var ellers lige ved slet ikke at blive til noget.
Efter mødets annoncering blev det nemlig for en kort stund aflyst på foranledning af den amerikanske præsident.
Den midlertidige aflysning fik dog Nordkorea tilbage på banen, har Trumps juridiske rådgiver, Rudy Giuliani, hævdet efterfølgende.
Økonomi og atomvåben
Analytikere har op til topmødet peget på, at Kim Jong-un i realiteten har taget tilløb til topmødet siden marts 2013, hvor han fremlagde en ny banebrydende politik - kaldet "Byungjin".
Med denne politik fik to områder topprioritet: Udvikling af atomvåben og økonomiske reformer. Førstnævnte førte hurtigt til sanktioner fra omverdenen, blandt andet Kina.
Det ændrede imidlertid ikke på, at Nordkorea i 2017 kunne meddele, at målet om atomvåben var blevet indfriet, da man havde fremstillet et missil, der kunne ramme amerikansk territorium.
Vinter-OL skabte tøbrud
Efterfølgende har landet også taget hul på anvendelsen af blød magt.
Deltagelsen ved vinter-OL tidligere i år blev nemlig begyndelsen på et tøbrud, der indtil videre er kulmineret med to topmøder mellem Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.
Det var da også Sydkorea, som overbragte invitationen om et topmøde fra Kim Jong-un til Donald Trump.