Kim Jong-un ankommer til Vietnam efter to en halv dag med tog

På stationen i Dong Dang blev Kim Jong-un budt velkommen af skolebørn med flag under et stort sikkerhedsopbud.

Den nordkoreanske leder er ankommet til Vietnam i tog. (Foto: © NHAC NGUYEN, Scanpix)

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er tirsdag morgen ankommet med tog til Vietnam.

Her skal han onsdag aften mødes med USA's præsident, Donald Trump, i hovedstaden Hanoi. De to ledere skal også mødes torsdag.

Kim Jong-uns letgenkendelige grønne tog kørte ind på stationen i byen Dong Dang nordøst for Hanoi tirsdag morgen lokal tid efter at have tilbagelagt 4000 kilometer på to en halv dag.

Den nordkoreanske leder blev budt velkommen af skolebørn med nordkoreanske flag og soldater i hvide uniformer.

Kim Jong-un er den første nordkoreanske leder, der besøger Vietnam siden sin bedstefar, Kim Il-sung, i 1964.

Trump kommer i fly

Sikkerheden er skærpet markant, og stærkt bevæbnede vietnamesiske soldater og politi er til stede. Yderligere har myndighederne lukket den 170 kilometer lange vej til Hanoi, som den nordkoreanske leder nu skal tage.

Donald Trump har valgt en mere konventionel rute til topmødet og forventes at ankomme i sit præsidentfly, Air Force One, til Hanoi tirsdag aften.

Efter et historisk topmøde mellem Kim og Trump i juni sidste år i Singapore vurderer analytikere, at de to ledere denne gang er nødt til at blive mere konkrete.

I Singapore kom de to frem til en svagt formuleret erklæring, der kortfattet omhandlede en atomvåbenfri koreansk halvø.

Diplomater har efterfølgende kritiseret erklæringen for ikke at opstille en tidslinje og en verificering frem mod målet.

/ritzau/AFP