Kim Bildsøe Lassen efter tv-duel: Uldne svar om brexit giver Corbyn problemer

Labour-lederen klarede sig godt - men næppe godt nok - i debat med Boris Johnson.

Lederen af det britiske arbejderparti Labour, Jeremy Corbyn, havde brug for en sejr, da han i aftes for første gang mødte den konservative premierminister Boris Johnson i en tv-duel.

Den gode nyhed for Corbyn er, at han klarede sig bedre end forventet. 49 procent af seerne sagde i en meningsmåling lige efter debatten, at Labour-lederen vandt mod 51 procent til Boris Johnson.

Den dårlige nyhed er, at det næppe er nok for Jeremy Corbyn at klare sig godt. Han er nødt til at overpræstere, hvis han skal indhente Boris Johnson.

- Han er langt bagud i meningsmålingerne og er også en mere upopulær leder i befolkningen end Boris Johnson, forklarer DR Nyheders Storbritannien-korrespondent Kim Bildsøe Lassen.

- Han klarede sig godt. Men det afgørende stød, som kunne forandre valgkampen – dét moment manglede for Jeremy Corbyn.

Kompliceret brexit-plan

Briterne går til valg 12. december, og vælgerne har på forhånd udpeget Storbritanniens farvel til EU - brexit - som valgkampens vigtigste emne.

Derfor fyldte brexit også meget under aftenens tv-duel, og det gav problemer for Jeremy Corbyn. Oppositionslederen blev igen og igen spurgt, hvad hans plan for brexit er.

Labours politik er kort sagt, at man vil forhandle en ny aftale med EU, og den aftale skal så sendes til folkeafstemning, hvor man kan vælge mellem Labours aftale eller at forblive i EU.

- Men det er altså kompliceret at forklare i forhold til det, Boris Johnsons siger: Stem på os, så er vi ude af EU allersenest 31. januar 2020, siger Kim Bildsø Lassen.

Jeremy Corbyn forklarer sin brexit-politik:

Svær balanceakt

Og det bliver ikke bedre af, at Corbyn afviser at sige, hvad han selv kommer til at anbefale i en eventuel ny folkeafstemning

- Det undlod han at svare på – det skal være befolkningen, som afgør det, fortæller Kim Bildsøe Lassen.

- Det handler om, at der er udfordringer internt i Labour. Der er en del Labour-vælgere, som gerne vil blive i EU, men især nordpå i England er der mange Labour-vælgere, som vil forlade EU. De vil ikke stemme på Labour, hvis det bliver et tydeligt Remain-parti. Så det er en balanceakt for ham.

En vælger tager en selfie med Jeremy Corbyn før tv-duellen. (Foto: © Jonathan Hordle/ITV, Scanpix)

Forvirring og uklare svar

Korrespondenten forklarer, at Jeremy Corbyn formentlig også selv er splittet i spørgsmålet.

- Han er kendt for historisk set at have været meget kritisk over for EU-samarbejdet. Men han leder nu et parti, hvor langt størstedelen af parlamentarikerne og mange især unge Labour-vælgere gerne vil blive EU.

Det er vælgere, som Corbyn har brug for, hvis han skal blive premierminister, og de vil ikke acceptere, at partilederen kraftigt støtter at forlade EU.

- Derfor har han valgt den her tilgang, og der må være lavet en eller anden analyse, som viser, at forvirring og uklare svar er den bedste vej frem. Klare svar vil skræmme for mange vælgere væk, må analysen være, siger Kim Bildsøe Lassen.