Advokater i Det Hvide Hus er begyndt at undersøge procedurerne for en rigsretssag nærmere.
Det sker i et forsøg på at forberede sig på det, som embedsmænd stadig mener er en mulighed - nemlig at Donald Trump skal afværge et forsøg på at få ham fjernet fra præsidentposten.
Det oplyser to unavngivne kilder, der er blevet informeret om sagen, ifølge CNN.
Har talt med eksperter i strafforfølgelse Kilderne fortæller videre, at advokater i løbet af den seneste uge har konsulteret eksperter i strafforfølgelse. De er også begyndt at indsamle oplysninger om proceduren for en rigsretssag.
Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn blev fyret i februar allerede efter tre uger på posten.
Fyringen skete, da det kom frem, at han havde løjet om, at han havde haft adskillige samtaler med den russiske ambassadør i USA om de amerikanske sanktioner mod Rusland.
Den farligste mistanke for Trump Ifølge lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen er det farligste for Trump mistanken om quid pro quo (noget for noget, red.).
- Hvis man kan påvise, at der har været et samarbejde, så russerne ventede, at en Trump-regering ville sløjfe sanktioner, så begynder vi at nærme os kriminelle ting, hvor der kan blive tale om en rigsretssag, har han tidligere forklaret over for Ritzau.
/ritzau/