Khashoggis forlovede: Dødsdomme står i vejen for sandheden

Fem mænd blev mandag i Saudi-Arabien dømt til døden for drabet på journalist og systemkritiker Khashoggi.

Jamal Khashoggi skulle hente papirer på det saudiske konsulat i Istanbul forud for sit bryllup med Hatice Cengiz. (Arkivfoto.) (Foto: © AFP / John MacDougall, Ritzau Scanpix)

Den forlovede til den dræbte journalist Jamal Khashoggi, Hatice Cengiz, tordner mod dødsdommene til fem mænd for drabet på journalisten.

Det skriver nyhedsbureauet dpa tirsdag.

Mandag blev fem mænd i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, dømt til døden for at have dræbt Khashoggi.

Men Cengiz mener ikke, at man har fundet frem til de egentlige bagmænd, og kritiserer processen for at have været for lukket

- Hvis disse mænd bliver henrettet uden mulighed for at forklare sig, kommer vi måske aldrig til at kende sandheden, siger Cengiz ifølge dpa.

Khashoggi blev myrdet, da han 2. oktober sidste år gik ind på det saudiske konsulat i den tyrkiske storby Istanbul.

Her skulle han hente nogle papirer i forbindelse med sit kommende ægteskab med Cengiz.

Inde på konsulatet ventede en saudisk henrettelsesgruppe dog på Khashoggi. De dræbte ham på brutal vis, har den tyrkiske efterretningstjeneste afsløret.

- Hvem gav ordren til drabet? Hvorfor har de ikke fået lov til at tale i offentligheden. Der er ikke nogen fornuftig argumentation bag denne beslutning eller nogen forklaring, siger Cengiz ifølge dpa.

Tidligere tirsdag kritiserede EU dommene.

Også FN's særlige efterforsker af henrettelser uden forudgående retssager, Agnes Callamard, har været ude med en ganske hård kritik.

Hun kalder ifølge dpa retssagen en "hån" og mener heller ikke, at det er lykkedes at finde frem til bagmændene.

Saudi-Arabien kronprins, Mohammad bin Salman, som i internationale kredse mistænkes for at være den egentlige bagmand, har ikke været anklaget i sagen.

Khashoggi, som var bosat i USA, havde skrevet kritisk om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien.

/ritzau/

Rettelse: Det fremgik tidligere i sidste afsnit af artiklen, at Khashoggi var amerikansk statsborger, men dette er rettet til, at han var bosat i USA.