Kemiker: Gift brugt til snigmord er ikke køkkenbordskemi

Ifølge kemiker fra Beredskabsstyrelsen er nervegift, som måske kostede nordkoreaner livet, meget svær at håndtere.

Malaysias politichef, Khalid Abu Bakar, demonstrerer på et pressemøde, hvordan en kvinde kom bagfra og tog et stykke klæde op foran Kim Jong Nams ansigt. Han henvendte sig selv til lufthavnsfolk bagefter, da han var dårlig. Han døde i ambulancen på vej til hospitalet. (Foto: © Athit Perawongmetha, Scanpix)

Den kemiske gift VX, som angiveligt blev brugt til at dræbe Nordkoreas diktators halvbror i Kuala Lumpur 13. februar, er bestemt ikke noget, som alle og enhver kan håndtere.

Sådan siger kemiker Anders Søndergaard fra Beredskabsstyrelsen.

- Du skal have de rigtige udgangsstoffer. Du skal have de rigtige folk og den rigtige kemi, og i den efterfølgende håndtering vil det normalt være noget, man skal bruge beskyttelsesudstyr for at kunne håndtere, siger han.

Stoffet betegnes som et af de giftigste i verden. Ifølge myndighederne i Malaysia er der fundet spor af VX i prøver taget fra øjet og ansigtet af Kim Jong-nam, som den dræbte hed.

- VX er et kemisk kampstof. Det er en væske, som er ret svær at fremstille. Det kræver både en organisation og faciliteter at fremstille det her stof, og det er bestemt ikke køkkenbordskemi, siger Anders Søndergaard.

Han kalder informationen om, at VX skulle være brugt i Malaysia for gisninger.

- Det er rene gisninger. Selve brugen af kemiske kampstoffer er reguleret af c-våbenkonventionen (FN's konvention om kemiske våben, red.), og der er helt klare regler for, hvordan man beviser, at der har været brugt kemiske kampstoffer.

- Prøven skal sendes til nogle af OPCW's (Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben, red.), laboratorier, og to uafhængige laboratorier skal bekræfte fundet med to af hinanden uafhængige metoder.

Myndighederne i Malaysia har igangsat en undersøgelse, der skal slå fast, hvordan stoffet - VX eller ej - er kommet ind i landet.

USA, Rusland og Nordkorea menes at være i besiddelse af den potente nervegift.

/ritzau/