Katrines nærområde blev angrebet: 'Umiddelbart bliver jeg hængende'

Normalt er Beirut en by med fest og farver, men den seneste uge har der været en særlig tomhed, fortæller dansker bosat i den libanesiske hovedstad.

Flere og flere libanesere flygter fra hovedstaden Beirut, men Katrine Dige Houmøller bliver hængende i byen trods angreb de seneste dage. (Foto: © Wael Hamzeh, Ritzau Scanpix)

Tirsdag eftermiddag fortsatte angrebene i Libanons hovedstad, Beirut.

Nærmere bestemt i Dahieh, der ligger i den sydlige del af byen.

Og tæt derved er danske Katrine Dige Houmøller bosat. Angrebene tæt på hendes hjem får hende dog ikke til at søge væk fra området, selvom Udenrigsministeriet opfordrer danskere til at forlade landet.

- Umiddelbart bliver jeg hængende. Nu har jeg været i landet i snart to år, og jeg har en kærlighed til landet og libanesere. Jeg er som sådan ikke bange for, at der skal ske mig noget, siger hun til P1 Orientering.

Hun fortæller, at hun bor to gader væk fra den første del af Dahieh, der er et område kontrolleret af Hizbollah. Det er dog ikke ikke der, der bliver bombet.

- Men hvis der bliver bombet der, er det helt sikkert noget, jeg kan høre, og så må jeg begynde at overveje, om jeg skal søge andre steder hen i Libanon. Eksempelvis til bjergbyer eller længere nordpå.

- Det betyder naturligvis ikke, at jeg bliver her for enhver pris. Hvis der kommer en dag, hvor jeg føler mig bange eller ikke føler, jeg kan finde sikkerhed noget sted i Libanon, så kan det godt være, jeg begynder at overveje, om jeg skal forlade landet.

Billeder fra angreb var 'lige om hjørnet'

Katrine Dige Houmøller, der arbejder som journalistpraktikant på Beirut Today, var i det lokale supermarked, da der tirsdag eftermiddag var et angreb nær hendes lejlighed.

Hun genkendte derfor området på billeder og videoer, da de tikkede ind fra hendes venner.

- Jeg tænkte "Gud, det er jo lige om hjørnet". Jeg har ofte gået tur der. Beiruts største park ligger lige ved siden af, så det er et område, hvor jeg selv har været.

Hun beskriver Beirut som en by, der normalt er fyldt med fest og farver i weekenden. Men efter den seneste uges angreb har bybilledet ændret sig, fortæller hun.

- Der har bare været en helt særlig tomhed i Beirut. Flere libanesere, jeg kender, vælger at blive inden døre. Simpelthen fordi de er bekymret for, hvor næste angreb finder sted.

Efter angrebet i dag var der derfor kaos og en masse mennesker på gaden.

- Der var nogen, der snakkede i telefon og skyndte sig at komme på deres scootere. Nok for at søge tilflugt andre steder i Beirut eller udenbys.

Der er nemlig rigtig mange, der tager turen til et sted, hvor chancen for et angreb er mindre, end den i øjeblikket er i Beirut.

- I aftes var jeg selv ude at gå en lille tur, hvor jeg kunne se, at der var en familie, der hektisk pakkede en bil sammen. Den var propfyldt med ting og sager. Fem mennesker på bagsædet og to foran.

Oplever en splittet befolkning

Selvom Libanon i løbet af de seneste dage har oplevet at blive angrebet af Israel, så er det forskelligt, hvem libaneserne er sure på, fortæller Katrine Dige Houmøller.

Ifølge hende er der folk på sociale medier, der husker hinanden på, at den fælles fjende er Israel.

- Men man kan altså også finde andre libanesere, der siger, at Hizbollah har draget Libanon ind i en krig, som libanesere ikke er interesseret i at være en del af og siger, at Hizbollah er libanesernes største fjende.

Den libaneske befolkning er nemlig meget fragmenteret. De forskellige grupperinger er derfor også blevet bekræftet i den holdning, de havde inden.

- Så vreden er vokset, om det så er på Hizbollah eller Israel.

Du kan følge med i situationen i Libanon i DR's liveblog.