Kategori 5-orkanen Irma er gået i land i Caribien

Danskere i det caribiske hav forbereder sig på voldsom orkan.

Orkanen Irma går med maksimal vindhastighed på omkring 280-290 km/t.Foto: NOAA

På Jomfruøerne i det caribiske hav har man på kort tid forberedt sig på, at man bliver ramt af orkanen Irma, der har vokset sig så stor, at den nu er en kategori 5-orkan - den kraftigste på skalaen.

Danske Sanni Craft er ejendomsmægler og bor på øen Saint Croix med sin mand og to børn. De har sikret deres hus så godt, som de nu kan, siger hun.

- Vi har aluminiumskodder på alle vinduerne, og der hvor vi ikke har dem, har vi træ, vi sætter op foran. Alt det, vi gerne vil gemme, putter vi i poser og putter et sikkert sted.

Familien har også udset sig et sted i huset, hvor de kan søge læ, hvis det bliver rigtig slemt.

- Man kigger på sit hus, hvor man har mest beton, så man ved, hvor man kan gemme sig i værste fald. Ved os er det under vores trappe. Der har vi et par betonmure, og der er beton oppe over os. Det er der, jeg i sidste fald vil hænge ud.

Orkanen er lige nu på vej nord om Saint Thomas, hvor 19-årige Ida Eg Kristensen lige nu er på ferie. Hun opholder sig i et hus, hvor også et ægtepar og en dykkerinstruktør, som hun ikke kender, har fået husly.

- Vi har talt om at gå ind i det her bestemte rum, hvor der ikke er så mange vinduer, som kan knuses af vinden. Der er et lille indhak i væggen, hvor vi vil sætte os ind, og så vil vi bygge os en lille mur af madrasser, som beskytter os mod ting, der kan komme flyvene hen mod os. Der vil vi gemme os der, til stormen er ovre.

Evakuering er ikke muligt

Det har ikke været muligt at blive evakueret fra Saint Croix, siger Sanni Craft, der har boet på øen de sidste 13 år.

- Du kan ikke blive evakueret. Der er ikke noget at gøre. Alle fly er udsolgt og har været det et par dage. Selv de private. Men man har også kæledyr og et hus, så det har man ikke lyst til at tage væk. De fleste af os bliver. Det er en lillebitte ø, og alle kender nogen, der kender nogen, så alle hjælper hinanden, fortæller Sanni Craft.

Ida Eg Kristensen er blot på ferie på en anden ø i det caribiske hav, og hun fik faktisk ændret sin flybillet, så hun kunne komme hjem før tid. Men flyet blev aflyst.

- Jeg gik i panik på det tidspunkt. Jeg har læst en masse artikler om, hvor stor skade en orkan kan gøre, så på daværende tidspunkt, der gik det lidt i sort for mig.

Selvom der var ved at være tømt ud i supermarkedet, har Ida Eg Kristensen nu i stedet købt både vand og dåsemad ind til de næste dage. Det samme har Sanni Craft og familien gjort på Saint Croix, hvor de også har skaffet sig walkietalkier, så de kan holde kontakten med venner på øen.

- Kontakten bliver lukket ned på et tidspunkt til omverden. De tager nogle af telefontårnene ned. Strømmen lukker de ned, et par timer inden Irma rammer, for at beskytte generatorerne. På et tidspunkt ryger signalet, men vi håber, vi har det så lang tid vi kan.

Selvom nervøsiteten så småt begynder at sprede sig hos Sanni Craft, håber hun stadig på det bedste.

- Folk gør sig klar og håber på det bedste. Jeg tror ikke, der sker os noget, men man får noget arbejde bagefter.

Orkanen forventes at ramme Puerto Rico senere i dag. Puerto Rico er i alarmtilstand, og guvernøren Ricardo Rossello har opfordret folk til at søge læ i et af de omkring 460 orkantilflugtssteder på øen, inden Irma rammer. Nationalgarden er også blevet aktiveret, skriver The Guardian.