Tusindvis af centralamerikanske migranter, der i disse dage i samlet flok er på vej mod USA, tog tirsdag en pause efter at have gået i to døgn i Mexico.
Migrantkaravanen, som den ofte er blevet kaldt, stoppede blandt andet for at mindes et dødsfald i gruppen, skriver nyhedsbureauet AP. En af migranterne har således mistet livet i en trafikulykke.
Derudover stoppede migranterne for at hvile fødderne.
Mange af dem kæmper med blødende fødder og vabler efter at have gået næsten 800 kilometer på ti dage. Nogle uden andet fodtøj end klipklapper eller billige plastiksko.
- De er udmattede, siger Rodrigo Abeja, der kæmper for migranters rettigheder og rejser sammen med karavanen.
Flere end 7.000
Migranterne har slået lejr i den sydlige by Huixtla, der ligger cirka 70 kilometer fra grænsen mellem Mexico og Guatemala. Her sover de på papunderlag eller plastikposer.
- De hviler sig her i dag og i nat, siger Rodrigo Abeja og tilføjer, at turen onsdag går videre nordpå mod den amerikanske grænse.
FN vurderer, at karavanen består af mere end 7000 mennesker.
Den begyndte sin march i Honduras 13. oktober. Siden da har flere centralamerikanere tilsluttet sig karavanen i håb om at nå til USA. Også i Mexico har flere personer tilsluttet sig de seneste par døgn.
Karavanen har fået stor opmærksomhed fra blandt andre USA's præsident, Donald Trump. Han kalder den et "angreb på vores land".
/ritzau/AFP