Scenerne på al-Nassar hospitalet i Khan Younis i det sydlige Gaza ligner en "krigszone".
Det fortæller UNICEF's globale talsmand, James Elder, der i dag har besøgt hospitalet, til flere medier.
Elder fortæller til BBC, at han så flere børn, der ankom med "hovedskader, forfærdelige forbrændinger og med fragmentskader fra eksplosioner, der var sket inden for kort tid".
- Det er et hospital, som jeg har besøgt jævnligt, og børnene og familierne kender mig efterhånden. Nogle af dem griber min hånd, trækker i min trøje og siger: 'Tag os til et sikkert sted'. Men hvor er der sikkert?, siger han til BBC.
Videoer fra nyhedsbureauet AP viser kaotiske scener, hvor sårede behandles på det blodige gulv.
OBS: Vi skal advare om voldsomme billeder!
Hospitaler ekstremt overbelagte
Den israelske hær har indledt massive angreb mod Khan Younis-området i det sydlige Gaza, efter at den midlertidige våbenhvile udløb fredag.
- Det har den konsekvens, at de hospitaler, der i det sydlige Gaza, er ekstremt overbelagte, fortæller DR's journalist i Jerusalem Malthe Sommerand.
Blandt andet på al-Nassar hospitalet er situationen kritisk.
- De melder om, at de har over tre gange så mange patienter, som de har plads til. Folk bliver behandlet på gangene, hvis de overhovedet kan få behandling. Situationen er ekstrem kritisk, fortæller Malthe Sommerand.
James Elder fra UNICEF beskriver situationen således:
- Hvor end du vender dig, er der børn med tredjegradsforbrændinger, åbne sår, hjerneskader og brækkede ben, siger han til Al Jazeera.
- Mødre græder over børn, der ser ud som om de er timer fra døden. Det virker som en dødszone lige nu, siger han.
USA's forsvarsminister: Israel risikerer at styrke Hamas
Kamala Harris, USA's vicepræsident, sagde i går, at Israel må gøre mere for at beskytte de civile i Gaza.
- Alt for mange uskyldige palæstinensere er blevet dræbt, sagde hun.
USA's forsvarsminister siger, at Israel kun kan vinde krigen, hvis man beskytter de civile palæstinensere. Det har USA lært, da man kæmpede mod Islamisk Stat i Irak, siger forsvarsminister Lloyd Austin.
- Hvis du driver dem i fjendens arme, erstatter du en taktisk sejr med et strategisk nederlag, sagde han i dag.
Talsmand: Hamas gemmer sig blandt civile
Israel siger, at man har advaret civile i det sydlige Gaza om at evakuere visse områder.
Mark Regev, toprådgiver for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Israel forsøger at beskytte civile.
Men at det er svært, fordi Hamas-ledere gemmer sig i det sydlige Gaza sammen med de mange civile, der er flygtet fra det nordlige Gaza, lyder det fra Mark Regev.
- Vi forsøger at være så præcise som muligt i en meget svær kampsituation, siger han til BBC.
Du kan hele tiden følge med i situationen i vores liveblog: