Kaos i Minneapolis: Politiet skød tåregas og gummikugler mod nordiske journalister

Mange frygter, at natten til søndag bliver den værste, siger DR's journalist i Minneapolis.

Politiet er også i aktion i Minneapolis i dag. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

Det er voldsomme scener, der udspiller sig i gaderne i de amerikanske by Minneapolis.

Journalister fra Norge og Sverige rapporterer, at de er blevet beskudt af gummikugler og udsat for tåregas, i forbindelse med at de rapporterede om urolighederne.

- Det er en aggressiv og kaotisk stemning, siger VG's fotojournalist Thomas Nilsson til VG.

Demonstrationerne begyndte tirsdag i byen Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor den sorte mand George Floyd dagen før døde efter en særdeles voldsom anholdelse.

Siden da har urolighederne bredt sig til adskillige stater landet over, blandt andet til byerne New York og Atlanta, hvor demonstrationerne i går udviklede sig voldeligt med ildspåsættelser, hærværk og sammenstød mellem politi og demonstranter.

Politiet skød med tåregas

Thomas Nilsson var sammen med den svenske avis Expressens korrespondent Nina Svanberg, da de oplevede, at politiet skød med gummikugler og tåregas mod dem.

- Pludselig lød et knald. Jeg faldt og tabte alle mine ting. Jeg følte, jeg var ramt i benet, og forsøgte at gemme mig bag en bil for ikke at blive ramt igen. Så kom tåregassen. Jeg havde gasmaske på, men mistede orienteringen, inden jeg fandt de andre journalister, siger Nina Svanberg til Expressen.

Thomas Nilsson fortæller, at de stod 50 meter fra en gruppe på cirka 10 politibetjente på en ellers tom parkeringsplads.

- Pludselig blev hun ramt af en gummikugle i låret. Hun sank sammen, og jeg kastede mig ned. Politiet fortsatte med at skyde i vores retning. Vi besluttede os for at søge tilflugt på den anden side af gaden. Da opdagede jeg, at jeg havde et rødt laserlys, som sigtede på min mave, fortæller Thomas Nilsson til VG.

Da han rejste sig op 10 minutter senere, sigtede laserlyset stadig mod ham.

- Det er sygt. Det var overraskende. Hidtil har jeg følt, at politiet var flinke mod mig under disse demonstrationer, siger han og understreger, at politiet ikke burde være i tvivl om, at de var pressefolk og ikke demonstranter.

- Jeg havde to kameraer, pressekort rundt om halsen og var iført hjelm og gasmaske. Vi tog billeder og opførte os anderledes end demonstranterne, siger Thomas Nilsson.

Se DR Nyheders reporter fortælle om nattens uroligheder i Minneapolis:

Tidligere på aftenen trak en politimand sit våben, da han kom gående imod ham, fortæller fotografen.

En journalist fra det amerikanske medie AMP Reports, Madeleine Baran, skriver på Twitter, at hun oplevede, at en betjent sigtede på hende, men at han ikke sænkede våbenet, da hun sagde, hun var journalist.

Også et kamerahold fra tv-stationen CNN blev forleden anholdt, mens de dækkede demonstrationerne.

Det værste venter i nat

DR's journalist i Minneapolis, Peter Keldorff, har ikke selv været udsat for angreb af politiet. Men han siger, at det er usædvanligt, det der sker i disse dage.

Han føler sig rimelig tryg trods omstændighederne. Det farligste er egentlig de anderledes og usikre momenter, der kan opstå.

- Som for eksempel når folk plyndrer butikker, ikke vil filmes og derfor bliver vrede, biler der kører for stærkt i menneskemængden eller andre uforudsete ting, der sker, når der er så meget ødelæggelse - og så er det selvfølgelig irriterende at få tåregas i øjnene. Specielt når man ikke har fået gasmasken med i kufferten, siger Peter Keldorff.

Mange frygter, at natten til søndag bliver den værste. Der er mange flere, som har tilmeldt sig de forskelige demoer, og Nationalgarden er nu talstærkt til stede i byen.

- Vi har måttet flytte hotel, fordi vores oprindelige hotel lukker ned, fordi de er bange for, at det bliver smadret, siger Peter Keldorff.