Volden fortsætter med at hærge i Irak, hvor en selvmordsbombe har dræbt mindst 21 mennesker og såret 45 i den shiamuslimske bydel Sadr City i Bagdad.
Det skriver BBC.
Tirsdag angreb den berygtede islamistiske oprørsgruppe ISIS Iraks andenstørste by, Mosul, og tog kontrollen over store områder. Her holder oprørerne også 78 tyrkere - heriblandt tre børn - som gidsler på en base.
Onsdag er dele af Saddam Husseins hjemby, Tikrit, faldet i hænderne på de militante, og der meldes om flere civile tab.
ISIS kæmper mod Assad
ISIS står for Den islamiske stat i Irak og Syrien og blev dannet i april 2013 som en udbryderfraktion af terrorgruppen al-Qaeda i Irak.
Indtil videre har ISIS især gjort sig bemærket under borgerkrigen i Syrien.
Her fremstår den i dag som en af de stærkeste af flere islamistiske oprørsgrupper, som bruger omtrent lige så megen tid på at bekæmpe hinanden som på at bekæmpe præsident Bashar al-Assad.
Men som gruppens navn antyder har ISIS større ambitioner end at bekæmpe al-Assad. Det endegyldige mål er at skabe en islamisk stat i et stort område i det nordlige og vestlige Irak og et stykke ind i Syrien.
Halv million på flugt
Invasionen i Mosul viser, at ISIS er nået markant tættere på at nå sit mål, end de fleste havde frygtet og forestillet sig.
Nogle analytikere mener, at ISIS allerede udgør en statslignende struktur. Det skyldes, at gruppen kontrollerer byer og landområder i Syrien og Irak, hvor man forsyner lokalbefolkningen med mad, lægehjælp og undervisning.
Ifølge den Internationale Organisation for Migration (IOM) er omkring en halv million mennesker blevet tvunget på flugt, efter at ISIS har indtaget Mosul, der er Iraks andenstørste by.
ISIS har allerede kontrol med byen Falluja vest for Bagdad og en del af byen Ramadi. Begge ligger i Anbar, som er en sunnimuslimsk provins, hvor ISIS er stærkt til stede.