Det krævede en meget dyb indånding at tage sig mod til at stille et spørgsmål til Bernard Ingham.
Man skulle ikke have oplevet Ingham ret mange gange, før man vidste, at her var der tale om en mand, som nærmest havde gjort det til en hobby at udstille journalister, der spurgte uskarpt eller ikke havde deres research i orden.
For Bernard Ingham, tidligere premierminister Margaret Thatchers pressesekretær, så var en pressebriefing kun en succes, hvis han i løbet af briefingen havde sat mindst et par reportere til vægs på en sådan måde, at de øvrige journalister i lokalet grinede af de kolleger, som havde stillet et uskarpt spørgsmål.
Det forklarer måske også titlen på de erindringer, han senere udgav med titlen ”Kill the messenger” – dræb budbringeren.
Folk, som var kritiske overfor Margaret Thatcher skulle sættes på plads – og helst i fuld offentlighed.
Men nu stod han altså der – i pressebaren – med en øl i hånden og en lille flok britiske journalister i en kreds om sig, så jeg tog modet til mig og tilsluttede mig flokken for at stille et spørgsmål.
Det var den 27. oktober 1990.
Vi befandt os i Rom til et EF-topmøde, hvor daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, igen tiltrak sig al opmærksomhed.
Hovedtemaet på topmødet var planerne om at afskaffe de nationale valutaer i EF-landene og indføre en fælles valuta.
Det var endnu et af de topmøder, hvor den britiske premierminister var dybt uenig med de øvrige EF-lande, og det ville Thatcher gerne have ført til protokol i de såkaldte topmødekonklusioner.
EU-skepsis kostede
Topmødet i Rom blev det sidste, hvor Margaret Thatcher fik mulighed for at demonstrere sin modstand mod planerne om en politisk, økonomisk og monetær union.
Bare få uger senere blev hun fjernet fra posten som formand for det konservative parti.
Et flertal af de konservative medlemmer af underhuset var blevet trætte af Thatchers skepsis overfor det europæiske samarbejde. Hun blev fjernet, fordi hun var for EF-skeptisk.
Men alt dette vidste ingen af os, der var i baren i pressecentret i Rom den aften i slutningen af oktober 1990.
Her underholdt Bernard Ingham de omkringstående journalister med historier om, hvorfor planerne om den fælles EF-valuta aldrig ville lykkes at gennemføre, og hvorfor det var rigtigt af ”The Prime Minister” at stille spørgsmålstegn ved planerne.
Og selv om der var uro i det konservative bagland overfor Thatchers EF-politik, var der denne oktoberaften ingen, som i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at Thatcher om kun få uger ville blive væltet som partiformand og premierminister på grund af hendes EF-skepsis.
- Hvor kommer du fra, spurgte Bernard Ingham barskt, da jeg der i baren som ung, kun 26 år gammel reporter fik sneget mig til at stille et spørgsmål til Thatchers seneste EF-kritik.
- Danmark, svarede jeg, hvorefter Ingham hurtigt belærte mig om, at den danske premierminister - daværende statsminister Poul Schlüter - faktisk var enig med Thatcher og heller ikke begejstret for idéen om en fælles valuta.
Effektivt sat på plads af Thatchers pressemand afholdt jeg mig fra at gøre opmærksom på, at han faktisk ikke havde svaret på mit spørgsmål. Jeg holdt min kæft.
- No, no, no
Margaret Thatcher forlod EF-topmødet i Rom med en UK-fodnote skrevet ind i topmødeerklæringen.
Dagen efter skulle den britiske premierminister så møde op i det britiske parlament og aflægge forklaring.
Det blev en legendarisk optræden som den dag i dag bliver spillet igen og igen. For det var her – foran medlemmerne af det britiske underhus, at Margaret Thatcher den 30. oktober 1990 gik til angreb på den dengang så ikoniske og blandt EU-skeptikere så forhadte formand for Europa-Kommissionen, Jacques Delors.
Delors havde præsenteret planer om, hvilken rolle EF-Kommissionen mente, at de tre nøgleinstitutioner Kommission, Råd og Parlament skulle spille, når EF blev omdannet til en politisk og monetær union – det, vi i dag kender som EU. Og Delors forslag var ikke noget som huede Margaret Thatcher.
Og der stod hun så – på premierministerens faste plads i underhuset – og gjorde det klart for enhver i både det britiske parlament – og i resten af Europa, at Thatchers svar på de forslag var "no, no, no".
Klippet fra underhuset, kan du se herunder:
Baglandet fik nok
Margaret Thatchers "No, no, no"- tale i House of Commons blev dråben, der fik utilfredsheden med premierministerens EF-politik til at flyde over.
Først afgik vicestatsministeren Geoffrey Howe i protest mod Thatchers EF-politik og kort tid efter valgte den tidligere minister Michael Heseltine at udfordre Thatchers lederpost.
Det betød, at de konservative medlemmer af underhuset skulle stemme om de ønskede, at Thatcher skulle fortsætte som formand for partiet.
Resultatet af afstemningen kom den 20. november 1990. Resultatet var en klar sejr til Thatcher, der selv var til et internationalt CSCE-topmøde i Paris.
Problemet var, at reglerne hos de konservative var, at for at vinde en lederskabsafstemning i første runde, så skulle man have et forspring på 15 procent over nummer to.
Michael Heseltine havde fået 40,9 procent af stemmerne, mens 16 konservative medlemmer, som udgjorde 4,3 procent af de konservative havde valgt hverken at støtte den ene eller den anden kandidat.
På tv-skærmen kunne man se, hvordan Bernard Ingham nærmest gav en BBC-reporter en skuldertackling, da han kæmpede sig frem til Margaret Thatcher i Paris for at spørge til hendes kommentar til, at hun ikke vandt lederskabsudfordringen allerede i første runde.
Thatcher tog det med vanlig ro og erklærede, at hun var overbevist om, at hun ville vinde i næste runde.
Men der blev aldrig nogen ny runde for Thatcher. For to dage senere trak hun sig fra konkurrencen om at blive den næste formand for det konservative parti. Da havde den ene efter den anden af de ledende konservative forklaret hende, at Thatcher æraen nu var forbi.
Jernladyens EF-skepsis blev det, der til sidst førte til hendes fald.
Maastricht-traktaten
Det blev finansminister John Major, der afløste Margaret Thatcher som leder af de konservative og britisk premierminister.
Det betød, at det blev John Major, som skulle forhandle på vegne af Det Forenede Kongerige, da de 12 EF-lande i december 1990 åbnede forhandlingerne om at omdanne EF til en politisk, økonomisk og monetær union – EU.
Selv om John Major havde et komfortabelt flertal i det britiske underhus, så blev forhandlingerne besværlige.
Briterne havde et utal af forbehold, hvor de enten ønskede britiske undtagelser eller begrænsninger på, hvad de øvrige EF-lande kunne tillade sig. Specielt to var markante.
Undervejs frem mod det afgørende EF-topmøde, der skulle afholdes i Maastricht i december 1991, gjorde briterne det helt klart, at de ikke ønskede at deltage i den økonomiske- og monetære union.
Det blev dog et andet punkt, som blev det helt afgørende, da stats- og regeringscheferne fra de 12 EF-lande for anden nat i træk sad i Maastricht og forhandlede i december 1991.
- Game, set and match
Storbritannien ville nemlig også forhindre, at der skulle laves europæiske minimumsregler, som sikrede arbejdstageres rettigheder.
Margaret Thatcher havde bekæmpet de britiske fagforeningers magt, og det konservative parti ønskede ikke, at arbejdstagere nu skulle få nye rettigheder ind ad bagdøren – gennem regler vedtaget i Bruxelles.
Det var ikke nok for den britiske regering at sikre en undtagelse, sådan at EU-regler på arbejdsmarkedet ikke ville gælde i Storbritannien.
John Major ville forhindre alle EF-lande i at lave den slags fælles regler.
Resultatet blev et klassisk EF-kompromis, hvor de 11 EF-lande etablerede et samarbejde om regler for det europæiske arbejdsmarked – udenom EF-samarbejdet. En helt særlig protokol som kunne tilfredsstille både John Major og de øvrige lande.
Major blev den sidste EF-leder til at holde pressekonference den nat.
Den danske delegation med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var hurtigt fremme hos de danske journalister.
De redegjorde for resultatet og fortalte, at Maastricht-traktaten ville blive sendt til folkeafstemning i Danmark.
Danmarks Radios daværende EF-korrespondent, Rolf Jonshøj, interviewede efterfølgende Uffe Ellemann-Jensen og spurgte ham, om han nu var sikker på, at danskerne ville stemme ja.
Hvad udenrigsministeren svarede, kan du se i klippet her:
- De siger ikke bare ja. De siger ja tak, svarede en fornøjet udenrigsminister.
Det skulle vise sig, at han tog fejl.
Oftest ender alle pressekonferencer efter et topmøde med at blive afholdt nogenlunde samtidig. Men denne nat var anderledes. Den danske delegation var hurtigt ude – mens den britiske delegation tog sig god tid.
Det betød, at det denne december nat var muligt at nå fra den danske briefing til den britiske.
Det var en glad og lettet John Major, som kom ind og mødte den britiske presse. Han havde fået alt, hvad han ønskede sig i traktatforhandlingerne.
Det var "game, set and match" for Storbritannien, som han udtrykte det. De kommende næsten knap to år skulle vise i hvor høj grad, han tog fejl.
Dansk chok nej
Den 9. april 1992 blev der afholdt valg i Storbritannien.
John Major vandt og kunne fortsætte som premierminister. Men hans parti mistede 40 pladser i Underhuset.
Der skal 326 pladser til at sikre et flertal i det britiske parlament, og John Major og de konservative fik valgt 336 medlemmer. Et flertal på blot 10 pladser i det britiske Underhus.
Valgresultatet skulle vise sig at være en indenrigspolitisk katastrofe for John Major.
Det var dog ikke selve valgresultatet, men derimod en begivenhed et helt andet sted – udenfor det Forenede Kongerige, som førte til alvorlige europapolitiske problemer for John Major.
Den 2. juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten.
Det danske nej gav EU-skeptikerne i de konservative regeringsparti blod på tanden. De fejrede det danske nej ved at synge "Wonderful, wonderful Copenhagen" i Underhuset dagen efter afstemningen.
Efter det danske nej begyndte en gruppe af EU-skeptiske konservative medlemmer af Underhuset at gøre livet surt for John Major.
Maastricht-traktaten skulle godkendes i alle EF-landes nationale parlamenter og efter det danske nej, satte en gruppe konservative EU-skeptikere sig for at stoppe Underhusets godkendelse af traktaten.
Det blev starten på en konservativ EU-skeptisk oprørsgruppe, som i de kommende år skulle ende med at gøre livet ualmindeligt svært for konservative britiske premierministre.
Noget, som både John Major, David Cameron, Theresa May efterfølgende kom til at mærke.
Andefødder og nålestriber
En af nøglepersonerne gennem årtiers konservative EU-skeptiske oprør er Bill Cash.
Han blev valgt ind i det britiske parlament i 1984, var en stærk støtte for Margaret Thatchers EU-skeptiske linje, men har egentlig altid været tilhænger af, at Storbritannien skulle forlade EU.
Efter det danske nej blev Bill Cash en af nøglepersonerne i det konservative parti i et oprør, som skulle forhindre, at det britiske parlament godkendte Maastricht-traktaten.
Jeg mødte Bill Cash første gang, da han kom til Danmark for at samarbejde med de danske EU-modstandere i deres kamp mod Maastricht-traktaten.
Det var det danske medlem af Europa-Parlamentet, Jens-Peter Bonde, som havde fået Cash til Danmark, og når man ser tilbage på dengang, så var et enkelt øjekast nok til at se, at der var tale om et møde mellem meget forskellige mennesker, som kun var forenede i en ting – deres kamp mod Maastricht-traktaten og den europæiske union.
EU-modstanden i Danmark var dengang domineret af venstrefløjen.
Og moden var – som den nu engang var dengang på venstrefløjen. Skoene var de legendariske andefødder, fløjlsbukserne var grønne, og der hang ofte en hjemmestrikket islandssweater over t-shirten.
De danske EU-modstandere stod i skærende kontrast til Bill Cash, som mødte op i det tøj han altid går i: Nålestribet jakkesæt og vest.
Men trods de åbenlyse forskelle – både politisk og i tøjet, så blev det alligevel til et tæt samarbejde mellem de danske EU-modstandere og de konservative EU-skeptikere.
De gjorde alt, hvad de kunne for at forsøge at stoppe Maastricht-traktaten.
Majors mange nederlag
Slagsmålene i Underhuset sled John Major ned.
Han led – som Theresa May senere skulle opleve – nederlag efter nederlag til EU-skeptikerne i sit eget parti. Og til sidst måtte John Major sætte alt på et bræt og gennemtvinge en mistillidsafstemning i House of Commons for at få et flertal til at godkende Maastricht-traktaten.
Det lykkedes, og traktaten blev godkendt og trådte i kraft den 1. november 1993.
Men for John Major blev omkostningerne enorme.
Det interne EU-slagsmål i det konservative parti blev begyndelsen til enden på John Majors ophold i Downing Street, og ved næste valg led John Major et gigantisk valgnederlag, da han blev smidt på porten og erstattet af Tony Blair.
Hvor Margaret Thatcher blev væltet af de EU-positive kræfter i de konservative, så blev John Major det første offer for EU-skeptikerne i det konservative parti.
Tiden ville vise, at flere skulle ryge samme vej.
Brexit
Efter John Majors enorme valgnederlag i 1997 fulgte en lang ørkenvandring, hvor det konservative parti var i opposition, og det var ikke før 2010, at det igen var en konservativ premierminister, som flyttede ind i Downing Street nr 10.
Den nye konservative premierminister var David Cameron.
Hans indtog i Downing Street var dog ikke helt som ønsket. De konservative havde nemlig ikke fået noget flertal ved parlamentsvalget, og derfor var partiet nødt til at regere sammen med de liberale demokrater.
Da der igen var valg fem år senere i 2015, så havde David Cameron et nyt og helt afgørende løfte. Han lovede vælgerne, at hvis han og de konservative vandt valget, så ville de afholde en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab.
Men inden da ville Cameron genforhandle betingelserne for det britiske EU-medlemskab, sådan at han kunne anbefale et ja ved folkeafstemningen.
For Cameron var strategien klar. Det konservative parti havde nu været splittet omkring forholdet mellem Storbritannien og EU i flere årtier, og den eneste måde at få stoppet de interne partistridigheder var en folkeafstemning.
Efter lange og besværlige forhandlinger fik David Cameron justeret på vilkårene for det britiske EU-medlemskab, og så blev der udskrevet en folkeafstemning til den 23. juni 2016.
For Cameron var målsætningen klar. Han forventede, at resultatet ville blive et ja til fortsat britisk EU-medlemskab, og dermed ville David Cameron gå over i den konservative partihistorie som manden, der en gang for alle fik stoppet partiets interne slagsmål om EU.
En stribe EU-skeptikere i partiet – med prominente folk som Boris Johnson i spidsen – førte en meget effektiv Brexit-kampagne, og den 24. juni om morgenen kunne David Dimbleby i BBC erklære, at det nu stod klart, at et flertal af briterne havde stemt for, at Storbritannien skulle ud af EU.
For Cameron var konsekvenserne tydelige.
Han meddelte øjeblikkeligt, at han ville trække sig som formand for partiet og premierminister efter nederlaget ved folkeafstemningen.
Han blev dermed den anden konservative premierminister som mistede sin post på grund af partiets EU-skeptiske bagland.
Mays nederlag
Det blev indenrigsminister Theresa May, som overtog posten som premierminister og dermed fik ansvaret for at forhandle betingelserne for den britiske EU-exit.
Opgaven var tæt på umulig.
For ingen havde for alvor forberedt sig på, at et flertal af i den britiske befolkning ville støtte en EU-exit.
Det betød, at Theresa May stod med opgaven med at definere, hvad brexit betød. Og der gik ikke lang tid, før Theresa Mays første tolkning – nemlig at Brexit means Brexit ikke var nok.
De interne slagsmål i det konservative parti brød ud i lys lue. For hvordan skulle resultatet af folkeafstemningen egentlig fortolkes, og hvordan skulle briterne forlade EU – og på hvilke betingelser?
Theresa May forhandlede først en aftale på plads med EU. For hurtigt at konstatere, at den ville hun ikke kunne få igennem det britiske parlament på grund af modstand i hendes eget parti.
Hun afholdt også et parlamentsvalg i 2017, hvor hun mistede partiets flertal i parlamentet, hvilket ikke gjorde hendes situation lettere.
Da Theresa May endelig havde forhandlet en EU-aftale på plads, som hun turde præsentere for det britiske parlament, gik det helt galt.
Tre gange måtte premierministeren sande, at hun og hendes aftale havde lidt nederlag i parlamentet. Det første nederlag var endda historisk stort. Til sidst stod det klart for Theresa May, at hun ikke havde nogen vej frem.
Hun meddelte sin afgang som partiformand og premierminister og blev dermed den tredje konservative premierminister i træk, som måtte se sin politiske karriere smadret af den EU-skeptiske fløj i det konservative parti.
Skæbnetime for Boris
Når de britiske vælgere torsdag går til valgurnerne, så afgør de, om premierminister Boris Johnson bliver den femte konservative premierminister i træk som mister jobbet på grund af partiets interne slagsmål om EU.
Boris Johnsen står i spidsen for et parti, hvor mange af de EU-positive kræfter er forsvundet, og kandidaterne har alle lovet, at de bakker op om premierministerens brexit-aftale.
I sin første tale i parlamentet som premierminister gentog Johnson sit løfte:
Og hvis de konservative vinder, så lover Johnson, at han vil gennemføre brexit ved udgangen af januar.
Men meningsmålingerne viser, at valget er tæt, og det kan ende med, at resultatet bliver et nyt britisk parlament som ikke vil være i stand til at enes om, hvad der skal ske med brexit.
Hvis det sker, så vil Boris Johnson kunne ende sin karriere som Margaret Thatcher – nemlig som premierministeren, der tabte regeringsmagten, fordi han blev for EU-skeptisk.
Om Boris bliver Thatcher – eller om han faktisk bliver premierministeren, som fører Storbritannien ud af EU vil formentlig stå klart senest fredag morgen.