Kampe nær Yemens præsidentpalads

Houthi-oprørere kæmper ifølge flere vidner mod regeringsvagter i Yemens hovedstad.

Yemenitter demonstrerer mod volden, der følger de vedvarende kampe mellem forskellige grupperinger i landet. (© Scanpix)

Tidligt mandag morgen rungede Yemens hovedstad Sanaa af skud og brag, fortæller vidner ifølge BBC.

Ifølge Reuters er der kampe i gaderne tæt ved præsidentpaladset. Præsident Abed Rabbo Mansour Hadis situation er endnu ukendt.

Vidner fortæller ifølge nyhedsbureauet, at de har hørt skud fra tunge maskingeværer, mens mortergranater faldt i nabolaget. Civile er flygtet fra område.

Ingen officielle meldinger

På grund af en strømafbrydelse på samme tidspunkt, er der endnu ingen officielle meldinger om situationen.

Lørdag bortførte houthierne præsidentens stabschef Ahmed Awad bin Mubarak og to af hans vagter.

Oprørerne er houthier fra den nordlige provins Saada, tæt ved grænsen til Saudi Arabien.

Kampe i flere år

Kampe mellem de shia-muslimske oprørere og regeringsvenlige sunni-militser har raset siden 2010.

Houthierne har i perioder taget magten i større dele af Yemen, blandt andet i hovedstaden Sanaa i september 2014.

Oprørerne bliver af kritikere kaldt Irans forlængede arm, en karakteristik som oprørerne selv afviser.

Regeringstropper og shia-muslimske oprørere kæmper tæt ved præsidentpaladset i Yemens hovedstad Sanaa. (Foto: © Mie Hvidkjær, DR Nyheder)