Den amerikanske præsidentvalg-kalender er fuld af mærkedage. Men dagen i dag bliver rutinemæssigt omtalt som den vigtigste - bortset fra selve præsidentvalget 8. november naturligvis.
Denne tirsdag stemmer vælgere i hele 13 amerikanske stater ved primærvalget, som skal finde den demokrat og den republikaner, der i sidste ende skal kæmpe om at blive USA's næste præsident.
De mange samtidige valg har givet dagen navnet Super Tuesday. Her følger et overblik over den kæmpe valgdag i USA, der har følgende hovedpunkter:
- •
Super Tuesday er en uformel betegnelse for den dag i primærvalget, hvor flest stater stemmer samtidig.
- •
Super Tuesday i 2016 skal fordele 595 delegerede hos Republikanerne og 865 hos Demokraterne.
- •
Donald Trump topper meningsmålingerne i næsten alle de stater, hvor Republikanerne stemmer. Valgene i Texas og Oklahoma bliver særligt spændende.
- •
Hos Demokraterne er Hillary Clinton begunstiget af Super Tuesdays sammensætning. Udfordreren Bernie Sanders har brug for at overraske i flere stater.
Hvad er Super Tuesday?
Super Tuesday er den uformelle betegnelse for den dag i primærvalget, hvor flest stater stemmer, og hvor flest delegerede bliver fordelt.
Betegnelsen blev brugt om flere tirsdage under primærvalget i 1984, men den første enkeltstående Super Tuesday var 8. marts 1988, da en række sydstater gik sammen om at stemme samme dag.
Super Tuesday ligger som hovedregel i første halvdel af marts og har ofte haft afgørende betydning for nomineringen af præsidentkandidater.
Den vildeste Super Tuesday fandt sted i 2008, da 24 stater stemte på samme dato.
Hvor super er dagen i 2016?
2016-udgaven af Super Tuesday involverer 13 stater, som holder enten primærvalg eller opstillingsmøder. Der kommer dog kun resultater fra 12 af staterne, fordi Republikanerne i Wyoming og Colorado ikke peger på kandidater på deres opstillingsmøder.
Hos Republikanerne kæmper de fem tilbageværende kandidater om i alt 595 delegerede - det er omkring halvdelen af det antal, som det kræver at blive partiets præsidentkandidat.
Demokraternes Hillary Clinton og Bernie Sanders har 865 delegerede på spil. Her er valgsystemet dog anderledes end hos konkurrenterne, så antallet svarer til omkring en tredjedel af den magiske grænse, som kandidaterne sigter mod.
Hvem står til at vinde?
Ifølge meningsmålingerne bliver Super Tuesday et triumftog for forretningsmanden og tv-stjernen Donald Trump. Den kontroversielle republikanske frontløber fører i næsten alle de stater, som stemmer, og spørgsmålet er ikke længere, om han vinder Super Tuesday, men om hvor stor sejren bliver.
En undtagelse fra Trumps dominans er den absolut største stat i dagens felt, Texas. Her har senator Ted Cruz teten, men han får brug for langt mere end en sejr i sin hjemstat for at ryste Trump. Analytikere vil blandt andet holde øje med staten Oklahoma, hvor det republikanske primærvalg kun er åbent for registrerede partimedlemmer. De er ikke Trumps kernepublikum, så kan han vinde der, synes der ikke at være nogen grænser for forretningsmanden.
Ligesom Donald Trump har Hillary Clinton grund til at glæde sig til Super Tuesday. Valgdagen involverer nemlig en række sydstater, hvor den tidligere førstedame står særdeles stærkt - især blandt sorte vælgere.
Modkandidaten Bernie Sanders kan trøste sig med, at hans hjemstat Vermont også stemmer. Men selvom han får den forventede sejr her, vurderer for eksempel ABC News, at Super Tuesday kan åbne et hul mellem de to kandidater i antallet af delegerede, som Sanders umuligt kan lukke.