Islamisk Stat (IS) har ikke længere omringet Sinjar-bjerget i Irak, men er blevet slået tilbage af kurdiske peshmerga-tropper med hjælp fra den internationale koalition mod IS. Det siger lederen af Irakisk Kurdistans sikkerhedsråd, Masrour Barzani til internationale medier.
Han fortæller til Al-Jazeera, at deres tropper har slået Islamisk Stat tilbage og har genåbnet en korridor til de mange mennesker, der har været isoleret på Sinjar-bjerget.
- Alle yazidierne, som var fanget på bjerget, er nu fri, siger Masrour Barzani med henvisning til det forfulgte mindretal, som i august flygtede op på bjerget, da Islamisk Stat trængte frem.
Barzani oplyser også, at evakueringen af dem, der ønsker at komme bort fra bjerget, vil begynde i dag, fredag.
Det er de kurdiske troppers hidtil største sejr i kampen mod IS, skriver BBC.
Kamp om at komme væk
De seneste måneder har de 8.000 indbyggere på Sinjar-bjerget i det nordlige Iraks eneste livline til omverdenen været helikoptere, der i et sporadisk omfang er landet med forsyninger.
Den britiske journalist Matt Cetti-Roberts var for en uge siden på bjerget. Her beskriver han den desperate situation for at komme væk, hver gang helikoptere lander med forsyninger. Hvordan grupper samler sig om helikopterne så snart, de lander, og maser sig på for at være en af de heldige få, der får plads på turen væk fra bjerget.
Nødråb førte til angreb
Islamisk Stat omringede Sinjar-bjerget i sommer, da de rykkede frem med gevaldig hast i Irak. På deres vej slagtede de modstandere og mindretal. Det fik tusinder fra yazidi-folket til at flygte op på bjerget, hvor de sad isoleret og uden hverken ly eller mad. Nødråbet fra yazidierne fik for alvor verdens øjne op for Islamisk Stats brutale vej gennem Irak og var et af de argumenter, der overbeviste USA's præsident Barack Obama om at sætte ind overfor Islamisk Stat.
En stor del af dem, der var fanget på bjerget i august blev efterfølgende reddet derfra. Nogle kom dog aldrig væk, mens andre valgte at blive for at kæmpe mod Islamisk Stat. 'Sinjar Protection Force' en gruppe bestående af omkring 2.000 kurdiske peshmerga-krigere, kæmpere fra PKK og yazidier, som gik sammen for at stå imod IS.
Højtstående ledere dræbt
Siden august har den amerikansk-ledte koalition mod IS – som også Danmark deltager i – udført 1.361 luftangreb. Og det har svækket terrorgruppen markant, oplyser en talsmand fra Pentagon ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg kan bekræfte, at siden midten af november har koalitionens målrettede luftangreb succesfuldt dræbt adskillige højtplacerede ledere (i IS, red.), udtaler talsmand John Kirby i en skriftlig kommentar.
- Vi mener, at tabet af disse centrale ledere nedbryder ISIL's (en anden betegnelse for IS, red.) evne til at styre og kontrollere operationer mod irakiske sikkerhedsstyrker, herunder også kurdiske og andre lokale styrker i Irak, oplyser talsmanden.
Islamisk Stat kontrollerer store områder i Syrien og Irak og har udråbt området til at være et kalifat med deres leder, Abu Bakr al-Baghdadi som selvudnævnt kalif. Gruppen har indført et terrorregime, hvor modstandere henrettes, og mindretal som yazidierne bliver dræbt eller gjort til slaver.